28.07.2019 19:49

Vi var tæt på at få point med hjem fra Brøndby Stadion, men Kamil Wilczek scorede i kampens 88. minut, og vi må tage hjem uden point.

3F Superligaen, 3. runde
Søndag 28. juli, kl. 18.00, Brøndby Stadion
Brøndby IF – OB 3-2 (1-1)
1-0 Jesper Lindstrøm (25.)
1-1 Jacob Barrett Laursen (35.)
1-2 Bashkim Kadrii (straffe) (67.)
2-2 Kamil Wilczek (79.)
3-2 Kamil Wilczek (88.)

Gule kort:
BIF: Dominik Kaiser (59.), Anthony Jung (66.)
OB: Janus Drachmann (47.), Marco Lund (72.)

Tilskuertal: 13.689

Kampens forløb:
Søndag aften var Striberne kørt østpå, hvor Brøndby IF ventede i tredje runde af 3F Superligaen. Det gjorde de på Brøndby Stadion, hvor vi i sidste sæson spillede begge kampe uafgjort. Derfor var der inden kampen linet up til en jævnbyrdig fodboldkamp mellem nummer fem og seks i 3F Superligaen.

Det startede også meget jævnbyrdigt, og det var meget begrænset, hvad der blev skabt af chancer i kampen. Brøndby var mest på bolden, men det meste spil foregik omkring midterlinjen, og både OB og Brøndby havde problemer med at spille sig igennem modstanderens organisation.

Derfor var det også ganske logisk, at den første scoring kom i en situation, hvor det ene hold blev fanget på hælene. Brøndby satte hurtigt i gang på et indkast, så de fangede et par OB-spillere ude af position. Herefter rundede Simon Hedlund Marco Lund inde i straffesparksfeltet og lagde den tilbage til Jesper Lindstrøm, som flot sparkede bolden over i det lange hjørne.

Målet fik OB-spillerne længere frem på banen, og det var noget, der klædte Striberne. Der var mere tro på tingene, selvom det ikke blev skabt store chancer. Alligevel blev der ti minutter efter føringsmålet bragt balance i regnskabet. Sander Svendsen udfordrede Hjörtur Hermannsson, men blev tacklet. Bolden endte ved Jacob Barrett Laursen, der tog et lidt for langt træk, så han blev tacklet af Simon Hedlund. Men heldet var med Barrett, og tacklingen blev til et forsøg mod mål, der sneg sig over stregen ved den nærmeste stolpe, så stillingen var 1-1.

Målene åbnede op for kampen, og i de sidste ti minutter af kampen havde begge mandskaber muligheder for at komme foran. Brøndby på et par skudmuligheder, som Oliver Christensen tog sig af, og chancen for en fynsk føring opstod efter et frispark. Den blev sendt over i bageste område, hvor en helt fri Marco Lund ikke fik præcision på hovedstødet, så han i stedet for at bringe os foran, sendte bolden til målspark.

Anden halvleg kom på mange måder til at minde om første halvleg. BIF var på bolden, mens vi stod i kæderne og lurede på omstillinger i den anden. En af dem kom efter en lille times spil, og efter et indlæg fra Ryan Johnson Laursen kom Bashkim frem til en stor skudmulighed fra kanten af feltet, men afslutningen manglede power og præcision.

Brøndby fortsatte med at køre bolden rundt i egne kæder, men uden de på nogen måde udfordrede den stribede, defensive organisation. I stedet var det OB, der udfordrede Brøndbys organisation. Mathias Greve overtog bolden på venstrekanten, spillede med en skarp stikning Troels Kløve fri på den modsatte kant. Anthony Jung kom ned og blokerede Kløves dribling, hvorefter han spillede den skråt tilbage til Anders K. Jacobsen, der trykkede af. Om bolden ville gå ind, fandt vi aldrig ud af, for Anthony Jung fik med en strakt arm blokeret skuddet, hvorfor dommer Peter Kjærsgaard dømte straffespark. Det tog Bashkim Kadrii sig af, og for anden runde i træk sendte han uden de store problemer et straffespark i kassen og Striberne på sejrskurs.

Desværre blev der et lille kvarter efter ændret kurs for striberne. Simon Tibbling smed en bold ind i feltet, som Kamil Wilczek på fornem vis fik sparket i nettet med venstreskøjten, og så var der igen balance i regnskabet.

Herefter var det hjemmeholdet, der havde boldovertaget. Vi stod dybt og forsvarede os, mens Brøndby forsøgte at omsætte den store mængde boldbesiddelse til chancer, og efter 88 minutters spil lykkedes det for dem. Simon Tibbling og Kasper Fisker spillede sig igennem på venstresiden. Tibbling gik til mållinjen og lagde et indlæg ind i boksen, som Kamil Wilczek headede i kassen til en Brøndby-føring.

I de sidste fem minutter havde vi ikke kvaliteten til at svare igen, og så endte rutsjebaneturen på Brøndby Stadion, hvor vi både var foran og bagud, desværre med et nederlag på 2-3.

Brøndby IF’s holdopstilling:
Marvin Schwäbe – Jens Martin Gammelby, Hjörtur Hermannsson, Anton Skipper, Anthony Jung – Lasse Vigen Christensen (Simon Tibbling, 60.), Josip Radosevic, Dominik Kaiser – Simon Hedlund (Kasper Fisker, 83.), Kamil Wilczek, Jesper Lindstrøm (Mikael Uhre, 69.)
Bænken: Michael Tørnes, Kasper Fisker, Mikael Uhre, Simon Tibbling, Kevin Mensah, Morten Frenderup, Tobias Børkeeiet

OB’s holdopstilling:
Oliver Christensen – Oliver Lund, Ramon Leeuwin, Marco Lund - Ryan Johnson Laursen, Troels Kløve, Janus Drachmann (Julius Eskesen, 83.), Jens Jakob Thomasen (Mathias Greve, 65.), Jacob Barrett Laursen – Sander Svendsen (Anders K. Jacobsen, 55.), Bashkim Kadrii
Bænken: Sayouba Mandé, Alexander Ludwig, Julius Eskesen, Mathias Greve, Moses Opondo, Anders K. Jacobsen, Mads Frøkjær-Jensen

Næste kamp:
Søndag 4. august, kl. 14.00 Esbjerg fB – OB, Blue Water Arena