25.07.2019 11:31
Vi har kigget på tallene, inden vi møder Brøndby IF ude søndag.
Det bliver tre sjællandske hold, vi møder i starten af denne sæson. Efter to hjemmekampe mod henholdsvis FC København og Lyngby Boldklub skal vi prøve at spille på fremmed græs, når det gælder Brøndby IF på søndag kl. 18.
Inden da kan vi lige dykke ned i tallene, og vi kan konstatere, at vi fik to uafgjorte, en sejr og et nederlag i de fire kampe i sidste sæson. De to uafgjorte blev hentet på Brøndby stadion efter 1-1 og 2-2, og kan vi hente et enkelt point eller en sejr, vil vi være uden nederlag i tre kampe i træk på den københavnske vestegn, hvilket er en tangering af en periode fra 2008-2010.
Vi haft godt gang i afslutningerne og er med 28 forsøg på kassen det hold, der har afsluttet næstmest i 3F Superligaen. Ud af dem har Bashkim Kadrii haft halvdelen, og han kom da også på tavlen i 4-1 kampen mod Lyngby i mandags.
I den anden ende af banen er Oliver Lund også en farlig herre. Således har han været involveret i fire mål i sine sidste seks Superligakampe, og han fik også en assist mod Lyngby, da han havde næstsidste fod på topscorer Troels Kløves mål til 3-1 mandag aften.
Ret imponerende, når man tænker på, at han havde været lige så aktiv i sine 61 foregående kampe. Dermed nyder han og holdet godt af vores aggressive spillestil med action i felterne.
Den har også betydet, at vi med seks mål lige nu er det mest scorende mandskab i den øverste danske række, mens vores kommende modstander Brøndby er en delt toer på den liste med fem mål sammen med de danske mestre fra FC København.
Apropos mål, så skal der nok falde nogle stykker i dette opgør. Der er nemlig blevet scoret mindst to mål i de seneste seks indbyrdes møder.
Og så har vores trænerteam sørget for, at spillerne er i god form og koncentrerede til det sidste. Således er en tredjedel af vores mål scoret i de sidste femten minutter, mens vi ikke har lukket mål ind i den periode.