IMG_8331

01.06.2019 16:29

U19-drengene var bedst fra første til sidste fløjt mod Esbjerg fB, der blev sendt hjem til Vestkysten med et nederlag på 4-0.

U19-Ligaen
Lørdag 1. juni kl. 13:00, Ådalen
OB – EfB 4-0 (1-0)
1-0 Anders Klynge (16’)
2-0 Nicolai Skøtt (55’)
3-0 Rasmus Nissen (71’)
4-0 Rasmus Nissen (76’)

Kampens forløb:
Lørdag spillede U19-drengene sæsonens sidste kamp, da Esbjerg fB var på besøg i Ådalen. Vi kunne maksimalt nå en syvendeplads, mens gæsterne fra Esbjerg fB jagtede bronzemedaljer. Alligevel var det Kim Engstrøms tropper, der satte sig på begivenhederne fra første fløjt.

Derfor var det også fuldt fortjent, at det 16 minutter inde i kampen blev 1-0 til striberne. Peter Clement blev sendt afsted i dybden, løb fra Esbjerg-forsvaret og spillede den ind på midten. Her fandt han Anders Klynge mellem fire modstandere, og Anders Klynge sparkede via overliggeren bolden i kassen til en stribet føring på 1-0.

Resten af halvlegen var OB det bedste hold, men vi måtte alligevel ind i anden halvleg, før vi fik kampens anden scoring. Denne gang var det Nicolai Skøtt, der blev sendt afsted. Da han nærmede sig keeperen, så rundede han uden de store problemer EfB-keeperen, hvorefter han sparkede bolden ind i det tomme mål til 2-0.

OB fortsatte med at presse på, og det var et spørgsmål om tid, før den næste OB-scoring ville komme. OB havde flere store chancer, men EfB-keeperen kom i vejen. I den anden ende var Esbjerg sjældne gæster, og når de kom frem til skud, så var Peter Bergmann på plads i OB-målet.

Efter 71 minutters spil blev der så lukket ned for spændingen, da OB kom foran 3-0 ved netop indskiftede Rasmus Nissen. Godt 25 meter fra målet blev OB tildelt et frispark, og med en bred inderside bankede Rasmus Nissen ind - et klassemål fra den indskiftede angriber.

Og Nissen var ikke færdig. Fem minutter senere blev han sendt i dybden af Tarik Ibrahimagic, og uden de store problemer sendte han bolden forbi målmanden og ind i nettet til 4-0, som blev slutresultat i en kamp, hvor OB var bedst fra start til slut.

Kommentar fra Kim Engstrøm:
Det var sæsonens sidste kamp, og vi er rigtig godt tilfredse med at vinde 4-0. Vi var dominerende i alle 90 minutter, og vi sad fuldstændig på tingene. Særligt anden halvleg var god, der scorede vi tre rigtig flotte mål, og der var chancer til endnu flere.

Så en dejlig afslutning på en sæson, der både har været op og ned, men langt hen ad vejen var det, som det skulle være, og vi sikrede os den syvendeplads, der var det maksimale for os her i sidste runde.

OB’s holdopstilling:
Peter Bergmann – Jonas Skytte, Anton Pedersen, Laurits Lillemose, Jonathan Kjær (Frederik Lund, 78’) – Nicolai Skøtt, Jonathan Harboe (Kristian Brøndum, 73’), Tarik Ibrahimagic, Anders Klynge – Peter Clement (Rasmus Nissen, 69’), Lucas Møller