IMG_9664

25.06.2019 07:07

OB har for første gang hentet en spiller fra udlandet til vores akademi.

U19-holdet i OB har fået en ny mand i truppen, da islandske Teitur Magnússon har underskrevet en kontrakt på to år.Vores tekniske chef Tonny Hermansen har fulgt Teitur Magnússon på det islandske U17-landshold og fik yderligere kendskab til ham via Georg Sveistrup, som er uddannelsesleder på Tornbjerg Gymnasium. Han kender familien og fik formidlet en kontakt.

Dernæst var Magnússon med til Kai Thor Cup i januar måned og trænede med førsteholdet og gjorde det så godt som både fodboldspiller og person, at kontakten har været holdt ved lige. Og nu er den høje islænding så en del af akademiet, hvor han starter på U19-mandskabet under trænerne Kim Engstrøm og Bo Nielsen.

- Han er en stor, stærk stopper, som samtidigt er teknisk dygtig. Vi vil gerne have, at vores forsvarsspillere kan sætte spillet bagfra, og det kan han også. Han har tidligere spillet højre back, så han kan både agere i en forsvarskæde på tre og fire, hvilket kun er en fordel. Desuden er han god til at placere sig og har en fin taktisk forståelse. Dermed er han meget fleksibel, og det er en vigtig egenskab, siger Tonny Hermansen og fortsætter:

- Det er første gang, at vi har hentet en spiller fra udlandet til vores akademi, og det er et signal om, at vi ikke kun kigger på Fyn og resten af Danmark, men også har øjnene rettet mod udlandet, når vi skal kigge på spillere, som vi kan udvikle. Nu skal Teitur lige lære sine holdkammerater og spillestilen at kende, han skal finde sig til rette på Odense Elite College, og så skal han starte på universitetet. Dernæst er det vores mål at gøre ham til en spiller, der kan komme i Superligaen for OB.

Selv siger Teitur Magnússon om sit skifte:

- Jeg var her i januar for at spille, og jeg kunne virkelig godt lide at være her. Det er en stor klub med megen historie, og det vil jeg gerne være en del af. Jeg er høj spiller, der gerne vil have bolden. I Odense spiller man meget dynamisk, og det passer godt til mig. Det ligger meget op ad den islandske vikingementalitet. Det er meget som på Island her, men vejret er lidt bedre, smiler han.

Den knap to meter højre forsvarsspiller kommer til fra islandske FH Hafnafjördur, hvor han har haft den tidligere FC Nordsjælland- og Randers FC-træner Olafur Kristjansson som træner.