14.06.2019 21:18
U19-holdet fulgte op på U17-drengenes pokaltriumf og tog titlen med hjem til Ådalen.
Tidligere på ugen vandt U17-holdet pokalfinalen hos DBU Fyn, og torsdag aften var der så gevinst for U19-mandskabet.
De spillede ligesom U17-holdet mod samarbejdspartneren Dalum, og det foregik på Home Park i Tarup.
Dalum kæmpede og fightede alt, hvad de kunne og gav på intet tidspunkt op. Så stor ros til vores modstandere for at spille deres chance.
OB var foran med 1-0, men med otte minutter igen var stillingen 2-2, inden den afgørende kasse blev sat ind til stribet fordel. Som øens højst rangerede klub var vi naturligvis favoritter til kampen, men det indebar også et stort pres. Spillerne holdt dog hovederne kolde i varmen og hev sejren hjem.
Det var i øvrigt den tredje finale i streg, som U19-holdet har vundet. Det startede med Copa del Agatha Cup i august sidste år, så Kai Thor Cup i januar 2019 og altså nu den fynske pokal.
Flere af spillerne har dermed haft deres sidste kamp for OB, og vi ønsker dem held og lykke på deres videre færd.