Ivan Poulsen

03.05.2019 12:30

U17-drengene skal i weekenden møde AGF på udebane, og det bliver en svær udfordring, men cheftræner Ivan Poulsen glæder sig til kampen.

U17-drengene skal i weekenden en tur til Østjylland, når de på udebane skal møde AGF. Det er et hold, striberne har gode erfaringer med fra denne sæsons omvendte opgør, men selvom det dengang endte med en striber storsejr, så forventer cheftræner Ivan Poulsen på ingen måde, at det bliver let i Aarhus lørdag eftermiddag.

- Da vi tidligere på sæsonen mødte dem hjemme i Ådalen, vandt vi med 5-0, og det vil selvfølgelig være skønt at gøre igen, men der er sket meget siden den kamp. Begge mandskaber har udviklet sig, og AGF har i foråret blandt andet hentet point mod stærke hold som Brøndby, FCK og Esbjerg. Selv er vi inde i en svær periode med tre nederlag i træk, så der venter os en stor udfordring i Aarhus, siger Ivan Poulsen.

Netop de tre nederlag er noget, der nager cheftræneren, og han kan se, at det også nager spillerne. Derfor er han ikke i tvivl om, at U17-drengene kommer til at give den fuld gas fra start til slut lørdag eftermiddag.

- Vi er inde i en pointmæssigt dårlig periode med tre nederlag i træk. Det skal vi ændre på, og det er vi stålsatte på at gøre så hurtigt som muligt. Vi har i trænerteamet kunnet se en tydelig reaktion på spillerne i den daglige træning, og vi føler, vi har lagt meget på vores spil, så vi glæder os helt vildt meget til at komme ud og jagte en sejr mod AGF.

Kampen mellem OB og AGF i U17-Ligaen spilles på Fredensvang i Aarhus, og der er kampstart lørdag klokken 15:30.