23.05.2019 06:43
På lørdag sætter Albani nye standarder for det gode værtskab, når Brøndbys berømte fantribune, Faxe-tribunen, genopstår i udebaneafsnittet på Nature Energy Park.
I Brøndby kan de ikke længere kalde deres stemningstribune for Faxe-tribunen, men det har 3F og Albani nu gjort muligt på lørdag, hvor udebaneafsnittet denne ene dag skifter navn fra 3F Tribunen til Faxe-tribunen. Brøndbys fans har dermed muligheden for at mindes de glade dage, hvor den københavnske vestegn kunne fejre mesterskaber og Royal League-titler på Faxe-tribunen.
- Faxe-tribunen var ikonisk, da vi var sponsor derovre, og derfor genopstår tribunen på lørdag, når Brøndby gæster Odense. Vi pakker tribunen ind, så den ligner den gamle Faxe-tribune i Brøndby, så fansene fra vestegnen kan føle sig velkommen og mindes de gode, gamle dage, siger sponsorchef hos Royal Unibrew, Freddy Larsen, mens han sender en stor tak til 3F, der til denne kamp har afstået deres rettigheder til dele af endetribunen.
- Vi synes, det er alletiders, at vi kan skabe fede fanoplevelser – både for hjemme- og udeholdets fans. Det er en god idé, når vi arbejder sammen for fællesskabet, siger formanden for 3F Odense Industri, Stig Møller.
Selvom Albani er afsender på et ekstraordinært godt værtskab for udeholdet, er det dog ingenting i forhold til det brag af en fodboldfest der venter de mange fynboer, der lørdag tager på stadion for at støtte OB i jagten på nye europæiske eventyr. Således vil der være Happy Hour i Albani Fanzone, inden det odenseanske band En Lille Pose Støj går på scenen med musik, der hylder Kim Larsen. Derfor var OB også med på ideen, da Albani bragte den på banen:
- Vi bakker op om skæve indslag og skøre ideer, og vi er glade for at have så kreative samarbejdspartnere som 3F og Albani, der med deres store engagement er med til at gøre det endnu sjovere og mere festligt at gå til fodbold på stadion, siger kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen.