18.05.2019 13:27
U17-drengene leverede en stærk indsats lørdag, da de ved at vinde 2-1 over FCK på udebane, sikrede sig den tredje sejr på stribe i U17-Ligaen.
U17-Ligaen
Lørdag d. 17.maj, København
FCK-OB 1-2 (1-0)
1-0 Phillip Sørensen (36.)
1-1 Isak Steiner Jensen (51.)
1-2 Jakob Breum (58.)
Kampens forløb:
U17-drengene var fredag en tur i København, hvor den stod på ligakamp mod FCK. Det var et par unge mandskaber med spillere, der primært kommer fra årgang 2003, som blev sendt i aktion.
Regnvejret gjorde, at der kunne spilles hurtig fodbold på kunstgræsbanen, og det var noget, begge mandskaber udnyttede til fulde. Tempoet var højt, og kvaliteten ligeså. OB-drengene gik højt i presset mod FCK’erne, som var stærke på bolden. Alligevel lykkedes det striberne at pille bolden fra dem, og kampens første chance tilfaldt Isak Steiner Jensen, som desværre måtte se sit forsøg reddet inde på stregen.
Kort efter var OB i to omgange tæt på at bringe sig foran efter hjørnespark, men alligevel var det hjemmeholdet, der efter en standardsituation kunne bringe sig i front. Et frispark omkring sidelinjen blev sendt ind i boksen, og her steg Phillip Sørensen til vejrs og stangede FCK foran.
Få sekunder inden pausen var de også tæt på at bringe sig yderligere foran, men en stærk redning fra Marcus Alstrup i målet gjorde, at der i anden halvleg kun skulle indhentes en enkelt scoring.
I pausen aftalte OB-drengene, at de i anden halvleg skulle angribe mere over kanterne, og det viste sig hurtigt, at det var en god idé. Bare efter seks minutter brød Jakob Okkels igennem på højre back, hvorfra han smed et fladt indlæg ind i feltet, som Isak Steiner Jensen sikker bankede i kassen til 1-1.
Syv minutter efter var der igen action på højrekanten. Efter et par gode kombinationer endte bolden ved Jakob Breum. Han driblede fikst forbi en modstander og sparkede klogt bolden gennem benene på FCK-keeperen, og så var kampen vendt på hovedet efter 13 minutters spil af anden halvleg.
Det var OB, der sad på kampen, og selvom det var småt med chancer, så var københavnerne med et kvarter igen pludselig tæt på at udligne i tre omgange. Men først kom Marcus Alstrup i vejen, dernæst Jonathan Khemdee, og i sidste omgang var det Frederik Lebæk, der agerede redningsmand inde på stregen.
Dermed endte det med en flot stribet sejr på 2-1, og det var den tredje på stribe til OB i U17-Ligaen.
Kommentar fra assistenttræner Andreas Bech:
Først og fremmest er vi sindssygt glade for tre point her i København, men selvom der var plads til forbedringer i nogle dele af spillet, så var det efter min mening også en velfortjent sejr til os.
Vores anden halvleg var rigtig fin, hvor vi havde bolden rigtig meget i 35 minutter og lavede to fine scoringer. Derudover knoklede vi vanvittigt hårdt og sad tæt og aggressivt på vores modstandere, hvilket gjorde det svært for FCK at få deres spil til at flyde. Sidst på kampen arbejdede vi hårdt som hold, og alle ville have de tre point med hjem til Odense.
Nu har vi vundet de seneste tre ligakampe, hvilket giver positiv energi, og vi glæder os meget til at gøre sæsonen godt færdigt. Allerede tirsdag venter endnu en hård udekamp i Vejle, som er placeret lige over os i tabellen.
OB’s holdopstilling:
Marcus Alstrup - Jakob Okkels, Jonathan Khemdee, Frederik Lebæk (Oliver Hansen, 86.), Mathias Brems - Jakob Breum (Jakob Gaarde, 68.), Magnus Saaby, Valdermar Ibsen, Isak Steiner Jensen (Aske Adelgaard, 87.) - Luca Kjerrumgaard, Valdemar Kwasniak
Næste kamp:
Tirsdag d. 21.maj kl.18:30, Vejle-OB, VB Parken