P9242135

04.05.2019 10:03

Der skal bygges videre på den stærke hjemmeform, når OB tager imod FC Midtjylland på Nature Energy Park, mener Bashkim Kadrii.

Striberne kommer tilbage på hjemmebane efter at have spillet to udebanekampe i træk. Det sker, når OB møder FC Midtjylland i næste spillerunde. OB er ikke startet mesterskabsspillet ud som ønsket, og vi har stadig vores første sejr til gode. Det er der flere grunde til, siger topscorer Bashkim Kadrii.

- Der er flere ting, der spiller ind i forhold til vores start. Vi har selvfølgelig mødt de bedste hold i Danmark, som også er det, vi har kæmpet for at gøre. Vi har været lidt ramt af skader og karantæner. Vi har været nødt til at bytte lidt rundt i opstillingen, og det har været svært.

Selvom resultaterne ikke helt har været der, er Kadrii og resten af holdet ikke bekymrede.

- I nogle af kampene har vi ikke været gode nok, og i andre kampe er det marginalerne til at lukke kampen, vi har manglet. Så det har været lidt flere blandede ting, der har spillet ind, siger Kadrii og fortsætter.

- Det bekymrer os ikke. Jeg føler, vi er godt på vej, og vi kommer helt klart til at gøre en god figur her i de sidste fire kampe. Vi skal vise, at vi fortjener at få sejre i de sidste par kampe.

Der venter nu to kampe hjemme på Nature Energy Park, og det kan være med til at give et boost i kampen om bronze, mener Kadrii.

- Det betyder meget, at tre af de sidste fire kampe er på hjemmebane. Det betyder forhåbentlig, at vi kan være med, og vi kan indhente tredjepladsen. Jeg håber, der kommer en masse på stadion. Vi har været gode på hjemmebane og har vist kun tabt en hjemmekamp her i foråret. Vi har været stærke på hjemmebane, og det skal vi bygge videre på søndag aften.

Bashkim Kadrii og resten af holdet byder FC Midtjylland op til dans på Nature Energy Park søndag aften klokken 18. Hvis du vil være med til at heppe Striberne til sejr, kan du købe din billet her.