_9020321

09.05.2019 13:43

Esbjerg fB venter i en bronze-gyser fredag aften, og vores cheftræner Jakob Michelsen ser meget frem til opgøret på Nature Energy Park.

Fredag er den perfekte mulighed for at få underholdning i topklasse.

Striberne tager nemlig imod Esbjerg fB i en direkte duel om tredjepladsen, som vestjyderne netop nu indtager. Vi er dog kun to point efter, så det er selvsagt ret vigtigt, at vi napper tre pinde i morgen aften, inden de to resterende kampe.

Vi har spillet nogle ret lige kampe mod morgendagens modstander. En sejr, to uafgjorte og et nederlag er det blevet til i denne sæson, og vi er flere, der ikke kan få pokalkampen i februar ud af hovedet. 

Der var drama for alle pengene, inden Troels Kløve sendte os i pokalkvartfinalen med en lækker indersideafslutning i straffesparkskonkurrencen.

Nu venter de så igen i mesterskabsslutspillet, og der er lagt op til en spændende dyst i den fynske hovedstad ifølge cheftræner Jakob Michelsen:

- Vi glæder os rigtigt meget. Det er jo fantastisk, at vi med tre kampe igen selv kan afgøre vores skæbne. Vi har brug for massiv støtte, så vi håber, at der kommer mange på stadion i morgen. Esbjerg har gjort det rigtigt godt i denne sæson. De har kunnet stille med samme hold næsten hver gang, og det gør, at det er en sammentømret enhed, som vi har spillet meget tætte kampe med. Der venter os en svær kamp mod en kompetent modstander, der både er i stand til at gå højt og forsvare lavt, siger han.

Her kan du se truppen, som Jakob Michelsen har udtaget.

Vil du på stadion fredag aften kl. 19 og spare penge på billetten? Så køb nu. Rabatten udløber kl. 19 torsdag aften.