10.05.2019 22:01
Fredag aften var der bronzebrag på Nature Energy Park, og der endte det med en flot, stribet sejr på 4-1 over Esbjerg fB, så vi er tilbage på tredjepladsen.
Superliga, 34. runde
Fredag 10. maj kl. 19:00, Nature Energy Park
OB – Esbjerg fB 4-1 (2-0)
16. min. 1-0 Oliver Lund
45. min. 2-0 Troels Kløve
60. min. 3-0 Ramon Leeuwin
71. min. 3-1 Yuri Yakovenko
89. min. 4-1 Troels Kløve
Tilskuertal: 8.724
Kampens forløb:
Fredag aften var der bronzebrag på Nature Energy Park, da vi fik besøg af Esbjerg fB, som inden kampen sad på den tredjeplads, vi jagter. Vestjyderne havde to point mere end os inden kampen, og fra første fløjt var det tydeligt, at det var et stribet mandskab, der var fast besluttet på at få ændret lidt på stillingen i tabellen.
OB’erne pressede højt fra første fløjt, og i det første kvarter var det OB, der pressede gæsterne langt tilbage på banen. Det blev dog ikke til de helt store chancer, men efter 16 minutters spil, måtte Jeppe Højbjerg alligevel se sig passeret.
Oliver Lund modtog bolden i venstre side af banen, gik ned i tempo, tog et par små driblinger. Så tog han bolden med ind i banen, inden han frækt listede den forbi Jeppe Højbjerg ved den fjerneste stolpe. Oliver Lunds første scoring i OB-trøjen, og hvilken en.
Efter scoringen kom gæsterne bedre med i kampen. Det var ikke fordi, de væltede sig i chancer, men de fik mere boldbesiddelse, og deres kæder fik de skubbet længere frem på banen. Det farligste forsøg til dem blev dog en flugter fra Lasha Parunashvili, som fløj en håndfuld meter over målet.
Det lignede, at vi skulle gå til pause med en føring på 1-0, men drengene ville det anderledes. Bashkim Kadrii blev sendt afsted i dybden, og han løb fra Jeppe Brinch efter de to spille havde haft en nærkamp. Bashkim fortsatte i høj fart, og da han kom ind i feltet, spillede han den på tværs til en helt fri Troels Kløve. Kløves afslutning blev dog reddet af Jeppe Højbjerg, returen havnede ved Kløve, men denne gang fik Lasha Parunashvili blokeret skudforsøget. Troels Kløve fik dog også et tredje forsøg, og tredje gang blev lykkens gang for midtbanespilleren, da han med en flad afslutning sendte os foran med 2-0 i første halvlegs sidste aktion.
Anden halvleg startede jævnbyrdigt, og det var småt med chancer, men et kvarter inde i halvlegen var OB tæt på at spille sig igennem til en stor chance. Oliver Lund spillede Bashkim i dybden, Bashkim fandt Lund med hælen, men Lunds forsøg på en tværpasning blev blokeret af en forsvarsspiller.
Så troede Esbjerg, at stormen var redet af, men hjørnesparket sendte Casper Nielsen direkte ind i låget på Ramon Leeuwin, som stangede bolden i nettet til en fynsk 3-0 føring.
I denne uge har man flere gange set 3-0 føringer blive sat over styr, så det var på ingen måder afgjort endnu. Det var det slet ikke, da Yuri Yakovenko efter 71 minutters spil løb i ryggen på OB-forsvaret, hvorefter han flot sparkede den ind i kassen via den fjerneste stolpe og bragte spændingen tilbage i kampen.
Efter reduceringen forsøgte gæsterne at få etableret et pres, men vi stod stærkt imod, og foruden en stor chance til Joni Kauko, som blev afvist af en stor redning fra Sten Grytebust, var gæsterne ikke farlige.
I stedet var det i den anden ende, chancerne opstod. Vi havde flere muligheder for at sende bolden i kassen og gøre sejren endnu større – og i kampens 89. minut lykkedes det også for os, da Troels Kløve blev dobbelt målscorer med sin scoring til 4-1.
Sejren betyder, at vi er nummer tre i Superligaen inden de sidste to runder.
OB’s holdopstilling:
Sten Grytebust – Ramon Leeuwin, Jeppe Tverskov (Mads Frøkjær, 90.), Marco Lund – Ryan Johnson Laursen, Jens Jakob Thomasen, Janus Drachmann, Troels Kløve (Mathias Greve, 90.), Oliver Lund – Casper Nielsen (Alexander Ludwig, 90.), Bashkim Kadrii
Bænken: Sayouba Mandé, Alexander Ludwig, Nicklas Helenius, Mathias Greve, Yao, Anders K. Jacobsen, Mads Frøkjær-Jensen
Esbjerg fB’s holdopstilling:
Jeppe Højbjerg – Daniel Anyembe, Jeppe Brinch (Emmanuel Oti Essigba, 46.), Rodolph Austin, Jesper Lauridsen – Jacob Lungi Sørensen, Lasha Parunashvili, Joni Kauko – Mark Brink (Adnane Tighadouini, 75.), Adrian Petre (Yuri Yakovenko, 66.), Carlo Holse
Bænken: Mads Kikkenborg, Adnane Tighadouini, Emmanuel Oti Essigba, William Møller, Yuri Yakovenko, Mathias Kristensen, Patrick Egelund
Gule kort:
OB: Marco Lund (36.), Oliver Lund (64.), Mads Frøkjær-Jensen (90.)
EfB: Adrian Petre (49.)
Næste kamp:
Søndag 19. maj kl. 12:00, FC Nordsjælland – OB, Right To Dream Park