16.05.2019 15:00
OB skal på udebanetur for sidste gang i sæsonen. Vi har kigget lidt på statistikkerne før opgøret mod FC Nordsjælland, som ser gode ud, hvis man kigger med stribede briller.
OB spiller sæsonens sidste udebanekamp på søndag mod FC Nordsjælland. Det er klokken 12, og det er en kamp, hvor vi med en sejr kan sikre bronzemedaljerne, hvis Esbjerg fB samtidig taber deres kamp. Hvis man tager et kig på statistikkerne, så er der god chance for, at vi klarer vores del.
Hvis man kigger på tabellen, ligger vi 11 point foran tigrene. Samtidig har vi en målscore på +2, hvor FCN har en målscore på -4. De mangler stadig at få deres første sejr i mesterskabsspillet – de har blot fået fire point indtil videre. Det gør, at de er seks point efter Brøndby på femtepladsen, og med en dårligere målscore virker det usandsynligt, at de får mere med sig end en sjetteplads.
Det betyder selvfølgelig ikke, at det er en walk over på nogen måde. Tigrene har vist, at de ikke er nemme at have med at gøre, når de spiller op til deres bedste. Blandt andet er de rigtig gode til at score mål. De har scoret fjerdeflest mål af alle hold i Superligaen – blandt andre har deres farlige teenager Andreas Skov Olsen været på toppen. Han har scoret 21 af Nordsjællands 47 mål. OB har scoret et mål færre end FCN med 46, men til gengæld har vi også lukket syv færre ind.
Historisk set har vi haft det fint mod tigrene. I de seneste ti kampe mod tigrene har vi vundet seks, spillet to uafgjort og tabt lige så mange. I disse kampe har vi haft en målscorer på 20-10 og har altså scoret dobbelt så mange mål som FCN. I denne sæson er det blevet til to uafgjorte og en sejr. Sejren på 3-1 kom på udebane i grundspillet, og vi har altså gode minder fra Right to Dream Park.
FC Nordsjælland har været glad for at dele i denne sæson. De er det hold, der har spillet flest uafgjorte kampe i Superligaen indtil videre. Hele 13 gange har de fået et point på kontoen. Otte ud af deres 13 uafgjorte kampe er kommet efter, de har været foran, så de har altså haft deres besvær med at lukke kampene. Det kom også til skue, da vi med to sene mål fik tilkæmpet os et point, sidst vi mødte tigrene.
Vi er også inde i en god stime lige nu. Vi har vundet vores seneste to kampe med sikkerhed. Først slog vi FC Midtjylland 3-1, og herefter var det Esbjerg fB, vi slog med hele 4-1. Det er syv mål i to kampe, og det er det højeste antal mål, vi har scoret over to kampe i hele sæsonen. Det vidner altså om, at vi har en offensiv i hopla, og så har vi jo også en stærk og solid defensiv – det er gode forudsætninger for, at vi snupper tre point i Farum på søndag.
Kampen mod FC Nordsjælland starter klokken 12 på søndag, og hvis du vil hjælpe Striberne med at få tilkæmpet sig en sejr, så kan du tage med De Stribede på tur – læs mere om det her.