23.05.2019 11:04
Efter tre sejre på stribe fik Vejle stoppet stribernes stime, da det på Vejle Stadion blev 2-0 til hjemmeholdet.
U17-Ligaen
Tirsdag d. 21.maj, Vejle Stadion
Vejle-OB 2-0 (1-0)
1-0 Mads Holten Christensen (17’)
2-0 Magnus Haahr Hatting (55’)
OB’s holdopstilling:
Phillip Gejl - Jakob Okkels (Jakob Gaarde, 79.), Frederik Lebæk, Jonathan Khemdee, Mathias Brems - Isak Steiner Jensen, Valdemar Ibsen, Mikkel Stangerup (Johan Verner, 79.), Jakob Breum (Oliver Hansen, 68.) - Valdemar Kwasniak, Luca Kjerrumgaard
Kampens forløb:
U17-drengene gæstede tirsdag aften Vejle Stadion, og det var en flok striber, der kom til kampen med tre sejre i træk. Vejlenserne kom dog også formstærke til kampen, og de havde ikke tabt i deres fem foregående kampe.
Tirsdag var det OB, der kom bedst fra start, og der blev trykket af fra distancen, men uden held. Vejles spillestil var direkte, og det var ofte en lang aflevering, der havde retning mod en fysisk stor angriber. Det viste sig også at være fornuftigt, for striberne havde problemer med vejlensernes spil.
Efter et kvarters spil var det som om, hjemmeholdet fik bedre tag om kampen, og 17 minutter inde i kampen spillede de bolden dybt efter deres angriber. Han løb dybt, nåede bolden og slog den på tværs af feltet. Her ramte han en holdkammerat, der med en fin afslutning bragte hjemmeholdet i front.
I anden halvleg var OB mere på bolden, og Vejle lurede på omstillinger ved hjælp af deres direkte spil, og det var netop på en omstilling, de ti minutter inde i anden halvleg fordoblede føringen.
Herefter måtte striberne grave dybt, og drengene fra Ådalen kom da også frem til en tre-fire store chancer, men formåede ikke at få bolden over stregen.
Som kampen skred frem, satsede OB mere og mere for at komme tilbage i kampen, og i de sidste 20 minutter var det et OB-hold med fire angribere, der forsøgte at komme tilbage i kampen. Det fik også skabt lidt panik i feltet, men et dygtigt Vejle-hold holdt OB fra fadet og stoppede stribernes stime.
Kommentar fra Andreas Bech:
Kampen mod Vejle i dag var en helt anden oplevelse, end det vi mødte i fredags i København. Deres direkte spil og deres konstante søgen efter duelspillet var noget, vi skulle arbejde med. I den del skal deres angriber have en stor del af æren for at holde os beskæftiget fra start til slut.
Vi spillede med en masse unge U17-drenge, og de gør det sindssygt godt for tiden, og de knokler helt vildt. Det er uheldigt, at vi ikke formår at lave den ene scoring, som kunne have åbnet kampen op. Til det manglede vi held og kynisme.
Efter kampen var vi skuffede, for vi følte, at vi skulle have haft mere ud af den. Det er gode lærepenge for drengene, og jeg er sikker på, at de har lært en masse af det. Allerede torsdag spiller vi semifinale i pokalturneringen, når vi gæster Næsbys U17-divisionshold. De vil gøre alt for at slå os ud af turneringen, men vi tager til Næsby for at spille os i finalen.
Næste kamp:
Torsdag 23.maj, kl. 18:30, Næsby-OB, Pokalsemifinale, Stærehusvej