27.03.2019 11:00
Vi har i de seneste år udviklet os meget på Akademiet, men vi vil være endnu dygtigere. Derfor styrker vi organisationen på Akademiet med flere folk.
OB fortsætter optimeringen af klubbens talentudvikling. De seneste år har budt på en betydelig opjustering af set-uppet på OB’s akademi, og det fortsætter nu med en organisatorisk ændring og flere nyansættelser, der skal ruste Akademiet til at tage det næste skridt.
- Da Tonny Hermansen i 2016 blev ansat tom talentchef for vores Akademi, skruede vi samtidig op for budgettet på akademiet. Derfor har vi i de seneste år oplevet fremgang på Akademiet. Og fremgang indenfor vores talentudvikling er noget, der fortsat skal være de næste mange år i Odense Boldklub. Derfor har vi lagt en ny strategi for akademiet, hvor vi vil ansætte flere dygtige medarbejdere og bruge endnu flere ressourcer, så vi kan fortsætte med at bevæge os i den rigtige retning.
- Derfor kommer der i april og juli nogle organisatoriske ændringer, der skal gøre os endnu bedre til træner- og spillerudvikling. Foruden specifik udvikling på spillerne og trænerne kommer vi i den kommende periode til at øge vores fokus på, hvordan vi kan binde førsteholdet og Akademiet endnu tættere sammen, når det kommer til spillestil og strategi. Derfor bliver Tonny Hermansen den 1. april teknisk chef/head of coach på akademiet, hvor han skal tegne de overordnede linjer for akademiet i samarbejde med mig, så det kommer til at hænge sammen med hele klubbens spillestil og strategi, siger Jesper Hansen.
For at sikre det fundament, der skal skabe den rette kontinuitet og sammenhæng i arbejdet med OB’s talentudvikling, har klubben besluttet at bruge de nye licens-krav fra DBU til at give akademiet endnu et løft. Det betyder som nævnt, at den hidtidige talentchef Tonny Hermansen fra den 1. april bliver teknisk chef/head of coach, og derved kommer til at tegne de overordnede linjer for de øvrige ansatte på akademiet. Desuden bliver Tonny Hermansens opgave at coache trænere og spillere, så der konstant er optimal fokus på udvikling.
Den tidligere førsteholdsspiller Morten Panduro, der spillede førsteholdsfodbold i OB fra 1997-2002, er pr. 1. april blevet ansat som ny talentchef. Han får under Tonny Hermansens ledelse ansvaret for en lang række administrative funktioner som kontrakter, licenser, Øens Hold-samarbejdet, DBU’s topcenter m.v. Ligesom en af hans opgaver bliver at agere sparringspartner vedrørende den generelle udvikling af Akademiet.
Som transitionstræner ansættes Patrick Harboe, der har trænererfaring fra det højeste niveau indenfor svensk talentudvikling. Fra den 1. juli bliver Patrick Harboe således en ekstra ressource for førsteholdets cheftræner Jakob Michelsen, når det handler om at sikre en klar og tydelig overgang fra at være akademispiller til at være førsteholdsspiller. Derigennem vil Patrick deltage ved flere af førsteholdets træninger efter sommerferien.