IMG_3132

09.03.2019 23:53

U19-drengene leverede en god indsats, men måtte i sidste ende se sig slået af FC Midtjylland.

U19-Ligaen
Lørdag 9. marts kl. 13:00, Ikast Stadion
FCM – OB 3-1 (1-1)
5. min. 0-1 Mikkel Michelsen
45. min. 1-1
52. min. 2-1
90. min. 3-1

OB’s holdopstilling:
Hans Christian Bernat – Tarik Ibrahimagic, Daniel Obbekjær, Laurits Lillemose (80. min. Lucas Møller) – Jonas Skytte, Jonathan Harboe, Mads Frøkjær, Anders Klynge (80. min. Emil Suarez), Peter Clement – Max Fenger (80. min. Kristian Brøndum), Mikkel Michelsen
Bænken: Tobias Jakobsen, Lucas Møller, Kristian Brøndum, Emil Suarez

Kampen forløb:
U19-drengene skulle lørdag følge op på en god sæsonstart, hvor det i de to første kampe var blevet til sejre over Silkeborg og Brøndby. Denne lørdag var FC Midtjylland modstanderen på udebane, og det var det suveræne tophold i U19-ligaen, der inden kampen var uden nederlag, som ventede.

OB måtte til kampen undvære flere af de spillere, der normalt er i startopstillingen. Blandt andet de to centrale forsvarsspillere Anton Pedersen og Oliver Skolnik, hvorfor forsvaret bestod af U17-spilleren Daniel Obbekjær samt Tarik Ibrahimagic og Laurits Lillemose, som sædvanligt er midtbanespillere.

Alligevel gik OB’erne optimistisk til opgaven, og de pressede hjemmeholdet højt oppe på banen. Det gav allerede efter fem minutter en scoring, da Mikkel Michelsen fik presset keeperen så meget, at han fik blokeret hans forsøg på at sparke bolden frem. Herefter snuppede Michelsen bolden, og han sparkede den ind til 1-0. Det var i øvrigt sjette U19-kamp i træk med mål fra Michelsen.

OB fortsatte med at presse hjemmeholdet højt oppe på banen, og det var noget, der forstyrrede dem i opspillet, så de aldrig rigtig fik spillet til at flyde. Derfor fik de ikke produceret chancer i åbent spil, men i sidste minut af første halvleg fik de pludselig en mulighed for at komme tilbage i kampen.

På ydersiden af straffesparksfeltet begik Laurits Lillemose et frispark, og bolden blev sendt ind i boksen, hvor ligatopscoreren Casper Tengstedt steg til vejrs og stangede den ind ved den fjerneste stolpe til 1-1.

Fra anden halvlegs start fik hjemmeholdet vinden i ryggen, og det gav pote efter bare syv minutter, da de efter sløset OB-forsvarsspil fik bragt sig foran 2-1.

Det var dog ikke en scoring, der knækkede nakken på OB-spillerne, der fortsatte ufortrødent. Striberne fik skubbet kæderne frem, og fik stille og roligt arbejdet sig tilbage i kampen efter den skuffende scoring.

Med tyve minutter tilbage af kampen brød Mikkel Michelsen igennem, men han måtte se sin afslutning prelle af på overliggeren. Kort efter brød Mads Frøkjær-Jensen igennem, og han sparkede fladt, men bolden tog stolpen.

Siden Michelsens forsøg var det i grove træk ensrettet, og striberne pressede i den grad på for en udligning, men i stedet var det FC Midtjylland, der dybt inde i overtiden scorede til slutresultatet 3-1, efter Hans Christian Bernat havde været med fremme på et OB-hjørnespark.

Kommentar fra Kim Engstrøm:
Jeg synes, vi formåede at gøre, hvad vi ville inden kampen. Dels at drille FCM på nogle taktiske ting, som vi lykkedes rigtig fint med, og vi lykkedes også med mere eller mindre at holde dem væk fra de helt store chancer.

Stor ros til spillerne for at udføre den taktik, vi havde lagt, og egentlig mere eller mindre skabe en fuldstændig lige kamp på udebane mod FC Midtjylland. Vi er rigtig ærgerlige over, at de anstrengelser ikke gav mindst et point, men stor ros til drengene for præstationen. Kan vi gentage det her niveau i resten af foråret, så er der slet ingen tvivl om, at der venter os masser af point i foråret.