17.03.2019 22:12
Læs reaktioner fra Ludwig, Grytebust og Bashkim efter søndagens sejr på 1-0 over Randers FC.
Alexander Ludwig:
Det var en lidt rodet kamp med mange dueller. Det bliver meget mand mod mand, så det bliver lidt op ad bakke med en svær bane. Svær vind gjorde det hele meget duel-præget og måske ikke så køn en kamp. Vi får dog alligevel spillet os fint ud af det engang i mellem, når vi får trukket dem lidt væk fra centrum. Så da de skifter om til 4-4-2 kan man godt se, at de måske var lidt mere trygge og kunne komme til lidt flere muligheder. Alt i alt er det dejligt at vinde igen, det kan man ikke få nok af.
Vores Mesterskabsspil startede i dag. De point, som vi tager med nu, er lige så vigtige og lige så meget værd som dem i de næste ti runder. For os var det en god start på Mesterskabsslutspillet, kan man sige, og vi går på en fortjent pause nu her, hvor vi skal tanke batterierne op. Så bliver det 10 meget intense kampe, hvor vi har noget på spil hver weekend. Det bliver sjovt at se, hvordan holdene omkring den her 3. plads kommer til at reagere i deres udtryk. Jeg tror, at det bliver meget målrige kampe med masser af tempo, meget energi og tryk på lægterne.
Sten Grytebust:
Det var nogle svære omstændigheder på en dårlig bane, men det er jo sådan, at fodbold er, og det skal vi håndtere. Det bliver en kamp med mange dueller og nogle lange bolde med meget lidt spil. Vi får dog tre point, og det er det vigtigste, og dem tog vi også. Man skal være lidt tålmodig med nogle situationer, og bolden stopper lidt i vinden, og den kan få ekstra fart, så man skal tage nogle små hensyn.
Vi er gode til at nyde øjeblikket, og vi tager en kamp ad gangen. Det er jo det, der har taget os hen til det sted, hvor vi er nu, og det skal vi fortsætte med. Vi ligger fint til, og nu kommer vi til at spille mod de bedste i ligaen. Man vil altid måle sig med de bedste, og der må vi erkende, at det er vigtigt at komme i top seks.
Bashkim Kadrii:
Jeg synes, at det var en svær kamp faktisk, og banen var ikke så god i dag. Randers gør det svært for os. De stiller sig ned og gør det svært. De står mange mand bag bolden, og vi får svært ved at bryde igennem. Kampen bølger lidt frem og tilbage, de klasker langt, og vi får ikke helt vores spil til at fungere. Vigtigst af alt er dog sejren i dag.
Randers spiller på et resultat, og de holder måske også lidt øje med de andre kampe. Fra vores side var det ikke den bedste kamp, men det er vanvittig vigtigt med de tre point. Det ser godt ud, og nu bliver det svært. På papiret kommer der gode modstandere hver eneste uge, og så må vi se, hvad vi er lavet af. Det er nu, at det spidser til. Jeg er positiv omkring det. Jeg synes, at vi har vist i de seneste seks kampe, at vi har noget at stå imod med.