25.03.2019 11:51
U15-drengene spillede søndag sæsonens tredje kamp, og det blev til den tredje sejr, da Midtjylland blev slået 2-1 i Ådalen.
U15 Drenge Liga 1
Søndag 24. marts kl. 15:00, Ådalen
OB - FCM 2-1 (1-0)
32. min. 1-0 Oliver Roche
58. min. 2-0 Tobias Augustinus-Jensen
70. min. 2-1 FCM
OB's holdopstilling:
Marcus Alstrup - Valdemar Astrup, Hjalte Gaarde, Viktor Hansen, Frederik Mahler - Max Ejdum, Kristoffer Jørgensen, Kasper Nyegaard, Karl-Emil Callesen - Oliver Roche, Tobias Augustinus-Jensen
Bænken: Frederik Tao, Leonardo Han, Victor Birkholm
Kampens forløb:
U15-drengene tog søndag imod FC Midtjylland i Liga 1. OB havde inden kampen fået en perfekt sæsonstart, hvor det i de to første kampe var blevet til seks point, og søndag ventede der en af de formentlig sværeste kampe.
Som det næsten altid sker, når OB og FC Midtjylland tørner sammen, så er det en mere voksen ungdomskamp, end det så ofte er på U15-niveau. Holdene er begge taktisk dygtige, og samtidig vil begge mandskaber gøre alt, hvad de kan, for at tage sejren. Det giver store energiudladninger, og spillerne forsøger ofte at spille kampen op i et tempo, som de selv har svært ved at være med på.
Søndagens kamp var den taktiske af slagsen, hvor der var rigtig meget spil på midten af banen. Begge hold havde svært ved at skabe chancer, så rigtig meget spil foregik på midten af banen. Som første halvleg skred frem, fik OB et større spillemæssigt overtag, og tre minutter inden pausen blevet det omsat til en scoring. Tobias Augustinus-Jensen førte bolden frem, og en 5-10 meter fra straffesparksfeltet spillede han bolden indenom forsvarsspilleren. Oliver Roche løb fra ham, og han sparkede sikkert OB i på 1-0 kort før pausen.
I anden halvleg var det FCM, der fik overtaget rent spillemæssigt. De havde bolden mest, men de havde store udfordringer, når det kom til at spille sig igennem OB's forsvar. Striberne stod godt imod, og bortset fra en afslutning på stolpen fra noget nær nul grader skabte de ikke chancer, inden bolden lå i nettet i den anden ende.
På mange måder var der ligheder mellem de to scoringer - denne gang var det bare indskiftede Leonardo Han, der førte bolden frem, inden han spillede den på indersiden af forsvarsspilleren. Tobias Augustinus-Jensen fik kæmpe sig foran ham, inden han med en flot, følt afslutning lagde bolden over i det lange hjørne til 2-0.
Det lignede en scoring, der kunne afgøre kampen, men målscoreren til 1-0, Oliver Roche, ville have mere spænding i kampen. Så efter han tidligere i kampen havde fået en påtale, valgte han at sparke til bolden, efter dommeren havde fløjtet, hvorfor han efter 61 minutters spil fik en udvisning gældende for de næste ti minutter.
Derefter forsøgte FCM at sætte OB under et tungere pres, og selvom de smed flere mænd frem i boksen, så formåede OB at afvise dem, og man stod lidt med fornemmelse af, at de kunne spille i tre timer, uden FCM ville komme på tavlen.
Men i overtiden skete der et koks i OB's forsvar, hvor to spillere misforstod hinanden, således de begge endte med at træffe den forkerte beslutning, så en FCM-spiller pludselig stod fri i feltet. Det udnyttede han sikkert, og han sparkede den i kassen til 2-1.
Dommeren havde fundet fire tillægsminutter, og gæsterne forsøgte at sætte OB under pres, men det lykkedes dem ikke, og så endte det med en flot arbejdssejr på 2-1 til OB-drengene.
Kommentar fra Ulrik Bredegaard:
Jeg er vanvittigt tilfreds med udviklingen i holdet og med den måde vi har startet turneringen på. Det har været tre forskellige kampe mod tre vidt forskellige modstandere. Men vi har sikret os tre sejre på de samme dyder og værdier, som vi har arbejdet på over vinteren. Der har det især handlet om hårdt arbejde, stor disciplin og fællesskab. Vi slås for hinanden, og drengene ved, at ham de går i krig for, ikke er dem selv, men deres holdkammerat - og der er ikke én, der er i tvivl om, at alle holdkammerater ville gøre det samme for ham.
Så på den del har vi udviklet os helt vildt meget, og jeg er overbevist om, at det er det, der medvirker til, at vi får sejrene i de tætte kampe, som vi ikke fik i efteråret.
Næste kamp:
Lørdag 30. marts kl. 10:00, Vejle - OB, VB Parken