14.03.2019 10:21
Efter det kun var blevet til et enkelt point i forårets to første kampe, kom U17-drengene onsdag tilbage på sporet med en sejr over SønderjyskE.
U17-Ligaen
Onsdag 13. marts kl. 18:30, Ådalen
OB – SønderjyskE 2-1 (2-1)
8. min. 1-0 Valdemar Ibsen
29. min. 2-0 Isak Steiner Jensen
40. min. 2-1 Bastian Toelhøj
Kampens forløb:
U17-drengene havde haft en svær start på året, hvor det kun var blevet til et point i de to første kampe, hvor modstanderne havde været topholdet Silkeborg IF og FC Midtjylland. Onsdag aften kom SønderjyskE så på besøg, og selvom de er sidst i U17-Ligaen, er det et hold, der slog striberne tilbage i december måned.
Det var dog et revanchelystent OB-mandskab, der gik på banen, og striberne satte sig på kampen fra første fløjt. OB pressede på, og efter otte minutter fik de også sendt bolden over stregen til en føring på 1-0 ved anfører Valdemar Ibsen efter et hjørnespark.
OB var i fuld kontrol, og selvom striberne ikke væltede i store målchancer, så formåede de selv at holde gæsterne fra fadet. Efter en lille halv time forærede SønderjyskE bolden til OB midt på gæsternes egen banehalvdel, og det straffe Isak Steiner Jensen prompte, da han førte bolden frem, inden han sikkert sendte den i kassen til 2-0.
Scoringen fik ikke OB-spillerne til at stoppe med at spille, men med fem minutter tilbage af første halvleg var det OB’s tur til at uddele en gave til modstanderen. Denne gang var det striberne, der lavede et dumt, uprovokeret boldtab, og gæsterne var ligeså dygtige til at straffe det, som OB havde været ti minutter forinden, da Bastian Toelhøj bragte spændingen tilbage i kampen med sin reducering.
Kampbilledet i anden halvleg var markant anderledes, end det var i første halvleg. Den ro, OB havde haft i boldomgangen i løbet af de første 45 minutter, havde de ikke fået taget med ud på banen til anden halvleg.
Det gjorde det til en kaotisk affære, hvor gæsterne var tættere på at få udlignet til 2-2, end striberne var på at komme på 3-1. En stærk præstation fra Phillip Gejl i OB-målet blev dog kampafgørende, og med flere gode redninger var han stærkt medvirkende til, at OB vandt onsdagens kamp med 2-1 over SønderjyskE.
Kommentar fra Ivan Poulsen:
- Vi er glade for at få forårssæsonens første sejr i hjemmekampen mod SønderjyskE, og vi er rigtig glade for, at vi fik revancheret os fra efterårets nederlag i det omvendte opgør. Vi havde pointmæssigt fået en sløj start på året med et point i de to første kampe, så på den måde lander den på et tørt sted inden landskampspausen, hvor U17-landsholdet skal spille EM-kvalifikation.
Det var to vidt forskellige halvleg. Vi var i første halvleg meget på bolden, og vi forsøgte at finde åbninger mod et kompakt og defensivt indstillet SønderjyskE-hold, som gjorde det svært for os.
I anden halvleg tabte vi initiativet til SønderjyskE, som arbejdede hårdt for at komme tilbage i kampen. Det medvirkede til, at det blev en uskøn anden halvleg, hvor kampen primært bestod af dueller og omstillinger. I de sidste minutter skal vi være glade for, at Phillip Gejl var på plads mellem stængerne. Han reddede os flere gange, mens det også var skønt at se Isak Steiner Jensen lave sit første mål i U17-ligaen, da han onsdag fik sin anden plads i startopstillingen i træk.
Næste kamp:
Lørdag 30. marts kl. 15:15, Lyngby – OB, Lyngby Stadion