IMG_1914

08.03.2019 10:45

OB's U19-hold møder ligaens tophold på lørdag, og her håber Kim Engstrøm, at man kan tage point med hjem til Ådalen.

U19-drengene har fået en flyvende start på sæsonen med seks point og en målscorer på 6-0 efter de to første kampe. 5-0 over Silkeborg og 1-0 over Brøndby er de to første kampe endt med, og lørdag venter der det, Kim Engstrøm kalder Danmarks stærkeste U19-hold.

- FC Midtjylland er, som jeg ser det, Danmarks pt stærkeste U19-hold, som er propfyldt med danske U-landsholdsspillere. Derudover har de seks-syv udenlandske spillere fra Island, Finland, Brasilien, Nigeria og Finland. De er ubesejrede efter tolv kampe, så det er Danmarks klart stærkeste U19-hold, og det har de bevist ved at blive mestre i U19-ligaen i tre af de fire seneste år.

- Så der venter os en rigtig svær udebanekamp. Det er et svært sted at spille, hvor ikke ret mange hold henter point. Når det er sagt, så har vi en forventning om, at vi forhåbentlig kan tage point med hjem. Vi har i hvert fald en taktik og en trup, vi mener kan gøre ondt på FC Midtjylland, siger Kim Engstrøm.

Striberne har som nævnt hentet to sejre i årets to første kampe, og selvom tre point er tre point, så husker Kim Engstrøm de to første kampe som to forskellige.

- Det har været to meget forskellige kampe i forhold til kvaliteten på vores modstander. Vores første kamp var fornuftig uden af være prangende, men vi var effektive i forhold til, at vi lavede fem mål. Brøndbykampen var en helt anden oplevelse i forhold til fight og styrke som hold, i og med vi formåede at holde Brøndby fra fadet og vinde 1-0 mod et stærkt hold. Vi er glade for sejrene, og vi har spillet os ind i subtoppen af U19-ligaen efter AaB og FCM. Lørdag har vi selvfølgelig et ønske om at kunne tage fra Ikast med point, så vi kan bibeholde vores plads som en del af subtoppen.

En udebanekamp mod topholdet, der endnu ikke har tabt, lyder dog som alt andet en sikre point, og sikre point tror Engstrøm heller ikke det bliver, men point tror han på.

- Det bliver en intens kamp med to hold, der både vil spille hurtigt, men som også kan mønstre at spille direkte og holde bolden i egne rækker. Jeg har en forventning om, at vi kan gå ud og drille FCM på deres hjemmebane med lidt taktisk snilde.

Kampen mellem OB og FC Midtjylland i U19-Ligaen spilles på Ikast Stadion lørdag klokken 13:00.