PA270342

28.11.2019 10:13

På søndag møder vi AC Horsens på udebane kl. 14, og her får du lidt talnørderi inden kampen mod Den Gule Fare.

Hvis man kigger i historiebøgerne, så har Striberne mødt AC Horsens 30 gange. 14 gange er det blevet til en sejr til os, 9 kampe er endt uafgjort og 7 gange er østjyderne gået fra banen som sejrherrer. Opgørene har desuden vane for at være målrige, hvor der er scoret 2,5 mål i gennemsnit pr. kamp.

Vi har været særdeles gode til at lukke ned for Den Gule Fares offensiv på det sidste. De har ikke scoret mere end et mål i en Superligakamp imod os siden marts 2013, og i de seneste ti opgør har holdet fra Horsens blot scoret fire mål.

Østjyderne har det særdeles svært, når de skal spille mod Striberne på hjemmebane. I vores seneste syv udebanekampe i Horsens er vi kun blevet besejret en enkelt gang, og det er over seks år siden.

Bashkim Kadrii er en farlig herre foran modstanderens mål, og det har han også bevist i denne sæson. Efter 17 kampe har vores nr. 9 scoret ni mål, og han har været involveret i fire af de seneste seks mål, vi har scoret, med tre mål og en enkelt assist.

Bo Henriksens mandskab har haft problemer med at finde vejen til netmaskerne i denne sæson. Det betyder, at de er det hold i 3F Superligaen, som har scoret færrest mål. Efter 17 runder har holdet fra Østjylland scoret 14 mål, hvorimod vi har scoret 27 gange.

Kampen mod AC Horsens fløjtes i gang d. 1. december, og det var en svær måned for Den Gule Fare i sidste sæson. De spillede tre kampe i julemåneden, og lukkede hele 17 mål ind mod FC København, AaB og FC Midtjylland.

Kampen mod østjyderne spilles på CASA Arena Horsens kl. 14. Er du ikke til stede i away-enden, kan du følge opgøret på vores live-twitter.