P7226533

06.11.2019 09:54

Søndag klokken 14 møder vi 3F Superligaens niendeplads, Lyngby Boldklub, på udebane, og vi har set nærmere på statistikkerne inden kampen.

Vi har inden søndagens kamp spillet 50 kampe mod Lyngby Boldklub i 3F Superligaen. 23 gange er det endt ud til vores fordel, 14 gange til Lyngbys, og 13 gange er de to mandskaber gået fra banen med et point hver.

Seneste indbyrdes opgør blev spillet tilbage i juli måned, da vi vandt 4-1 på hjemmebane. I den kamp stod det i øvrigt 1-1 indtil kampens 71. minut. Sander Svendsen kom på banen i kampens 61. minut til sin debut – og han formåede at lave to mål i løbet af den sidste halve time.

Kun SønderjyskE, FC Midtjylland og Brøndby IF har vundet på udebane mod Lyngby i denne sæson, mens de har vundet de fem andre hjemmekampe. I alle tre tabte kampe endte det i øvrigt 3-0 til modstanderne. Randers, Hobro, Horsens, AGF og AaB er i øvrigt de fem mandskaber, der ikke fik point med hjem fra Lyngby.

Vi er i god form, og i de seneste fem kampe har vi vundet fire af dem.

Sander Svendsen er vores topscorer med otte mål i denne sæson. Syv af dem er scoret hjemme på Nature Energy Park. På udebane er det kun mod Esbjerg fB, han har nettet.

Der er lagt op til en målrig kamp. I gennemsnit bliver der således scoret 2,78 mål, når vi tørner sammen mod Lyngby. For at finde den seneste 0-0 kamp skal vi helt tilbage til 26. september 1999, da Lars Høgh holdt nullet, og Greger Andrijevski ikke fik nettet til at blafre i den anden ende af banen.

Kampene på Lyngby Stadion er historisk set tætte. 25 kampe er det spillet, og der er det blevet til fem uafgjorte, mens begge mandskaber har taget ti sejre.

Lyngby Boldklub er det hold i 3F Superligaen, der har lavet flest mål på hovedstød. Fem styk er det blevet til – vi står noteret for to på den konto. Samme tal gør sig gældende, når det handler om indkasserede mål. Der har Lyngby indkasseret fem med hovedet, vi har gjort det to gange.

Når Lyngby scorer, så sker det oftest mellem de 61. – 75. minut i kampen. Her har de scoret otte af deres i alt 16 mål. I samme tidsinterval har vi scoret fem gange. Vi har selv lavet flest mål i kampens første kvarter, hvor vi har seks mål.

Til søndagens kamp har vi Jeppe Tverskov, Bashkim Kadrii og Ramon Leeuwin i karantænefare. Lyngby har både Kasper Enghardt, Frederik Gytkjær, Nicolai Geertsen, Kevin Tshiembe og Martin Ørnskov i karantænefare, hvis de får gult kort.

Lyngbys to målmænd, Thomas Mikkelsen og Frederik Schram, har begge en fortid som OB-spillere. Derudover har de også Lasse Nielsen i forsvaret, som tidligere har spillet for OB.

Vi har også tre spillere, der har en fortid hos vores modstander. Oliver Lund, Ryan Johnson Laursen og Jeppe Tverskov har således alle tre spillet for Lyngby tidligere i deres karriere.

Kampens dommer bliver Aydin Uslu. Ham har vi aldrig før haft som dommer, det har Lyngby til gengæld en enkelt gang. Det var i september måned på udebane mod AC Horsens, og der tabte Lyngby med 1-2.