
24.11.2019 15:08
U17-drengene var bedst fra første til sidste fløjt, men fik kun et enkelt point ud af kampen, da AGF lørdag var på besøg i Ådalen.
U17-Ligaen
Lørdag 23. november, kl. 15.00, Ådalen
OB – AGF 1-1 (0-1)
0-1 (45.)
1-1 Oliver Roche (73.)
Kampens forløb:
U17-drengene tog lørdag imod AGF hjemme i Ådalen, og det var fra første fløjt et sprudlende OB-mandskab, der ventede østjyderne. Striberne kom frem til mange store chancer, men to gange var træværket i vejen, og to gange leverede AGF-målmanden redninger på et utroligt højt niveau.
Gæsterne virkede tandløse, men i første halvlegs overtid kom de frem til deres første mulighed, og den udløste et straffespark, som Frederik Ihler eksekverede.
Anden halvleg blev mere jævnbyrdig end første – dog var det stadigvæk OB, der var farligst. Med små tyve minutter tilbage af kampen fik Striberne så sat en fortjent scoring i nettet. Valdemar Kwasniak brød igennem på højresiden, hvorefter han sendte bolden ind på midten til Oliver Roche, som sikkert styrede bolden i mål til 1-1.
Herefter fortsatte OB-drengene med at presse på for at tage alle tre point, men det var desværre uden det udbytte de håbede på – og så måtte de efter en god præstation nøjes med et enkelt point.
Kommentar fra Ivan Poulsen:
I første halvleg spiller vi noget af det bedste, vi har spillet denne sæson. Derfor var det også en spand koldt vandt i hovedet, at vi kom bagud lige inden pausen. Jeg er ærgerlig over, at vi i anden halvleg ikke helt får sat AGF under samme tryk, selvom vi da alligevel får udlignet og skabt chancer, som kunne give os sejren.
En kamp som denne vinder vi de fleste gange, men denne gang var det stolpe ud. Vi tager de gode præstationer med os og glæder os over at vores kantspillere Isak Steiner Jensen og Jakob Breum var fremragende undervejs.
OB’s startopstilling:
Marcus Alstrup – Jakob Gaarde, Frederik Lebæk, Oliver Hansen, Jakob Okkels – Jakob Breum (Oliver Roche, 68.), Magnus Saaby (Adam Mahdi, 81.), Gustav Vinter (Max Ejdum, 55.), Isak Steiner Jensen – Valdemar Kwasniak, Luca Kjerrumgaard
Næste kamp:
Lørdag 29. februar, kl. 15.15, AaB – OB, AaB’s Anlæg