IMG_2015

05.10.2019 21:22

U19-toget fortsætter med at buldre derudaf, og lørdag tog de syvende sejr på stribe, da de vandt med 3-0 over SønderjyskE.

U19-Ligaen
Lørdag 5. oktober, Kl. 12.30
SønderjyskE - OB 0-3 (0-0)
0-1 Tarik Ibrahimagic (56.)
0-2 Rasmus Nissen (87.)
0-3 Max Fenger (straffe) (90.)

Kampens forløb:
U19-drengene har været suveræne i denne sæson, og inden lørdagens kamp på udebane mod SønderjyskE havde de fejet al modstand til banen. Seks kampe var endt ud med seks sejre – og Striberne havde tilmed spillet til nul i de fem seneste kampe.

SønderjyskE er placeret sidst i U19-Ligaen, men det er et sted, som vores akademimandskaber altid har haft det svært. Lørdag kørte det dog en smule mere på skinner for Striberne, og det var OB, der var det stærkeste mandskab lige fra første til sidste fløjt.

I første halvleg var det således OB, der var tættest på. Først ved Jonathan Harboe, der bragede bolden på stolpen, og kort efter var han igen tæt på med en afslutning, som SønderjyskEs keeper reddede helt oppe i målhjørnet.

Ind ville bolden dog ikke, og så gik holdene til pause efter 45 minutter uden scoringer. Til gengæld skulle der ikke gå lang tid af anden halvleg, inden den første scoring i kampen kom.

Tarik Ibrahimagic fik bolden et par meter udenfor straffesparksfeltet i venstre side. Herfra smed han et hårdt indlæg ind i feltet i hoftehøjde, som en sønderjyske-spiller forsøgte at cleare, men i stedet fik rettet af, så den gik i kassen og sendte OB i front med 1-0.

Herefter kom sønderjyderne fra til deres første chance i kampen efter en fejl i OB-forsvaret. Herefter fik Hans Christian Bernat dog vist, hvorfor han har flere U-landskampe på CV’et, og hvorfor han er en del af førsteholdstruppen, da han med en stærk redning sørgede for, at OB fortsat var foran.

Mere fik gæsterne fra SønderjyskE ikke skabt, og der stod OB på begivenhederne. Derfor var det også primært et spørgsmål om tid, før målet til 2-0 ville komme. Særligt efter hjemmeholdets Mads Steenberg fik to gule kort på fire minutter og dermed marchordre i kampens 77. minut, da han gik alt for hårdt til Teitur Magnússon i en duel.

Det straffede Striberne ti minutter efter. Rasmus Nissen blev sendt afsted i dybden, rundede målmanden og sparkede den stensikkert i kassen til 2-0.

OB og Rasmus Nissen ville dog endnu mere – så den indskiftede angriber blev igen sendt afsted i dybden. Denne gang nåede han ikke at runde målmanden, for inden han kom så vidt, blev han sparket ned af Morten Dyrmose, som ligesom Mads Steenberg fik førstevalg til brusenichen i omklædningsrummet.

Straffesparket tog Max Fenger sig af, og han sparkede sikkert OB på 3-0, som blev kampens slutresultat. Dermed sikrede OB-drengene sig den syvende sejr og sjette clean sheet på stribe.

Kommentar fra cheftræner Kim Engstrøm:
Vi er selvfølgelig rigtig glade for endnu en sejr. Vi vidste på forhånd, at det ville blive en vanskelig kamp. Dels fordi vi skulle spille på en græsbane, men også i forhold til det mentale aspekt, hvor det var top mod bund, og vi dermed kun kunne skuffe, hvis vi ikke vandt. Derfor var det rigtig stærkt af drengene, at de gik ud og dominerede kampen på bolden rent spillemæssigt, men faktisk på alle parametre, hvor jeg synes, vi var bedre end SønderjyskE.

I de sidste 30 minutter krigede vi den lidt hjem, men det var en fuldt fortjent sejr. Jeg er rigtig tilfreds med, at vi for sjette kamp i træk spillede til nul, og at vi samtidig laver mange mål i den anden ende af banen. Derudover rammer alle spillere et fornuftigt niveau i dag, og vores indskiftere gjorde en forskel, da de kom på banen.

OB’s holdopstilling:
Hans Christian Bernat - Christian Vestergaard, Daniel Obbekjær (Jonathan Khemdee, 63.), Teitur Magnússon - Jonas Skytte, Andets Klynge, Jonathan Harboe (Anton Stage, 88.), Tarik Ibrahimagic - Max Fenger, Emil Suarez (Rasmus Nissen, 70.)
Bænken: Philip Gejl, Anton Stage, Rasmus Nissen, Jonathan Khemdee

Næste kamp:
Lørdag 19. oktober, kl. 12.30, OB – Esbjerg fB, Ådalen