15.09.2019 15:00
Efter fire runder af U19-Ligaen har Striberne som det eneste hold fortsat maksimumpoint, efter de i weekenden vandt med hele 3-0 på udebane mod Lyngby.
U19-Ligaen
Lørdag 14. september, kl. 13.00, Lyngby
Lyngby – OB 0-3 (0-1)
0-1 Jonathan Harboe, straffe (23.)
0-2 Mikkel Michelsen (75.)
0-3 Mikkel Michelsen (90.)
Kampens forløb:
U19-holdet tog lørdag den fjerde sejr på stribe med en sikker 3-0 sejr på udebane over Lyngby. For første gang i denne sæson var Kim Engstrøm nødsaget til at ændre i startopstillingen, da holdets normale anfører, Christian Vestergaard, var ude med en mindre skade. I hans fravær spillede Jonathan Khemdee sine første minutter i U19-Ligaen, og i den anden ende af banen var Max Fenger foretrukket i front i stedet for Mikkel Michelsen, der dog skulle vise sig af få en hovedrolle i kampen.
Det blev en første halvleg, hvor spillet bølgede frem og tilbage i første halvleg, hvor ingen af holdene formåede at spille sig igennem til store chancer. Halvvejs gennem halvlegen brød Emil Suarez dog igennem, og han blev nedlagt af Lyngby-keeperen, hvorefter dommeren pegede på pletten. For anden hamp i træk var Jonathan Harboe sikkerheden selv, da han bragte OB foran med 1-0, hvilket også var stillingen, da holdene gik til pause. Emil Suarez som straffesparket blev begået på, måtte desværre forlade banen med en skade ti minutter inden pausen.
Pausen blev brugt taktisk godt, og det var et langt mere afklaret OB-mandskab, der kom på banen til de sidste 45 minutter. Spillet var bedre, og defensiven var endnu skarpere, så Lyngby aldrig formåede at blive farlige.
Derudover gjorde hjemmeholdet det også sværere for sig selv, da deres angriber blev smidt ud for sin anden advarsel, således at Striberne var i overtal i de sidste 25 minutter af kampen.
Kort inden udvisningen var Mathias Brems gået ud med en skade, som tvang Striberne til at skifte system fra 3-5-2 til 4-4-2. Det var dog ikke nogen ulempe, og der blev skabt masser af muligheder i overtalsspillet, og med et kvarter tilbage af kampen lukkede indskiftede Mikkel Michelsen reelt set opgøret, da han stangede bolden i kassen til 2-0.
OB og Michelsen ville dog være på den helt sikre side, så i overtiden nettede Mikkel Michelsen endnu en gang, da han rundede Lyngby-målmanden, inden han sparkede den i nettet til 3-0, som blev resultat. Dermed er OB fortsat nummer 1 i U19-Ligaen, og Striberne har som det eneste hold maksimumpoint efter de første fire runder.
Kommentar fra cheftræneren:
Vi er rigtig glade for, at vi kunne fortsætte takterne fra de første tre kampe, med endnu en sejr på en svær udebane imod Lyngby. Vi har tidligere haft vanskeligheder med at spille imod Lyngby, men i dag formåede vi at lukke fuldstændigt ned for dem.
Vi fik i dag set, at vores trup er rigtig stærk, når Jonathan Khemdee bare går ind og overtager Vestergaards plads uden problemer. Vores tre indskiftere var igen med til at gøre en forskel, det samme gør resten af truppen til hver eneste træning i ugens løb. Så sejren er ikke blot de 15 der var med i dag, men hele truppens fortjeneste.
Vi har nu 12 point efter fire kampe og vi har holdt nullet i de seneste tre kampe, men vi er langt fra tilfredse - mere vil som bekendt have mere. Så vi skal fortsat arbejde hårdt i den kommende uge for at være klar til Brøndby i næste weekend.
OB’s holdopstilling:
Hans Christian Bernat – Jonathan Khemdee, Daniel Obbekjær, Teitur Magnusson – Jonas Skytte, Anders Klynge, Jonathan Harboe, Tarik Ibrahimagic, Mathias Brems (Anton Stage, 57.) – Max Fenger (Valdemar Ibsen, 81.), Emil Suarez (Mikkel Michelsen, 35.)
Bænken: Valdemar Ibsen, Mikkel Michelsen, Anton Stage, Phillip Gejl
Næste kamp:
Lørdag 21. september, kl. 12.30, OB – Brøndby, Ådalen