IMG_7450

15.08.2020 20:37

U17-drengene startede sæsonen med to point, da de efter en uafgjort kamp vandt straffesparkskonkurrencen mod AC Horsens i sæsonpremieren.

U17-Ligaen
Lørdag 15. august, kl. 14.45, Ikast Stadion
AC Horsens – OB 2-2 (0-2) (2-4 i straffesparkskonkurrencen)
0-1 Elias Hansborg Sørensen (13’)
0-2 Oliver Roche (36’)
1-2 Julius Hansen (64’)
2-2 Angelo Nehme (72’)

Kampens forløb:
U17-drengene startede lørdag den nye U17-sæson, da de på Ikast Stadion mødte AC Horsens i sæsonens første kamp. Kampen blev spillet i det midtjyske, fordi den samtidig blev brugt som træningskamp for landets højest rangerede dommere, hvorfor 3F Superligadommer Aydin Uslu styrede slagets gang.

Det var en kamp, hvor Striberne satte sig på opgøret fra første fløjt med noget offensiv, chanceskabende fodbold. Drengene var dog også gavmilde i den anden ende, og derfor var det en særdeles underholdende fodboldkamp, hvor der var masser af chancer.

I første halvleg var det dog OB-drengene, der var mest effektive; først ved Elias Hansborg, der sparkede os foran efter et kvarters tids, og tyve minutter senere ved Oliver Roche, som fordoblede føringen. I den anden ende af banen var Marcus Alstrup også skarp, da han reddede kastanjerne ud af ilden ved en fantastisk dobbeltredning i løbet af første halvleg.

Dermed lignede det efter de første 45 minutter, at Striberne ville få en perfekt start på sæsonen med tre point, men de gule fra Østjylland ville det anderledes, da de med to scoringer midtvejs i anden halvleg fik bragt balance i regnskabet.

Efter udligningen var det to mandskaber, som begge jagtede sejren, og det fortsatte med at være ganske seværdigt, selvom det ofte var fejl fra modstanderen, der gjorde, at chancerne blev skabt.

I overtiden var der da også store chancer til både OB og AC Horsens, men bolden ville ikke ind i slutfasen, og på den måde endte en særdeles underholdendende fodboldkamp uden en vinder.

DBU har til denne sæson besluttet, at en uafgjort kamp i U17-Ligaen skal afgøres med en straffesparkskonkurrence, hvorfor holdene måtte frem til 11-meterpletten, hvor vinderen ville blive tildelt et ekstra point.

Her var Striberne skarpest, og det blev 4-2 til OB fra pletten, som dermed sikrede sig to point i sæsonens første kamp.

Kommentar fra cheftræner Ivan Poulsen:
Det var dejligt at komme i gang med sæsonen, selvom det for vores vedkommende var en skuffende indsats. Det er ikke godt nok, at vi i dag fører 2-0, men kun kommer herfra med 2-2 efter 90 minutter. Så vi må tilbage på træningsbanen og arbejde videre, for der skal en helt anden indsats til, når vi på lørdag møder Brøndby på hjemmebane.

Når alt det er sagt, så er jeg rigtig glad for, at drengene, selvom de var skuffede, viste kvalitet fra pletten ved at sparke den ind på alle fire forsøg, mens Marcus reddede to ud af fire. Så vi kommer herfra med to point, og det var det næstbedste, når vi nu ikke havde kvaliteten til at tage alle tre point i dag.

OB’s holdopstilling:
Marcus Alstrup – Valdemar Astrup (Law Tam Khuu, 46’), Kasper Nyegaard, Samuel Juel, Jakob Jessen – Frederik Mahler, Gustav Vinter, Jeppe Runge (Kristoffer Jørgensen, 79’) – Elias Hansborg (Hjalte Gaarde, 90’), Oliver Roche, Tobias Augustinus-Jensen

Næste kamp:
Lørdag 22. august, kl. 15.00, OB – Brøndby IF, Ådalen