19.12.2020 08:00
OB og hummel har indgået en ny femårig aftale, der betyder, at vi vil bære de ikoniske vinkler sammen med striberne frem til sommeren 2026.
Det danske sportsbrand hummel har de seneste fire år været tøjsponsor i Superligaklubben OB, og det stærke samarbejde fortsætter nu i yderligere fem sæsoner.
De to parter har således sat deres underskrift på en ny samarbejdsaftale, der træder i kraft, når den nuværende aftale udløber i sommeren 2021.
Hos OB glæder man sig også over, at det stærke samarbejde med hummel fortsætter i endnu fem år, siger administrerende direktør i Odense Sport & Event, Enrico Augustinus:
- hummel og OB har været et rigtigt godt match siden 2016, hvor vi startede vores partnerskab. Det har derfor også ligget lige til højrebenet for begge parter at fortsætte det gode samarbejde. Vi glæder os over, at hummel i den grad er blevet en integreret del af OB-familien, og vi ser frem til endnu fem år med Danmarks stærkeste sportsbrand, hvor vi sammen skal indløse det store potentiale, vi har på Fyn.
Også hos hummel er der glæde over den nye aftale, siger CEO, Allan Vad Nielsen:
- Som det fynske fodboldflagskib er der ingen tvivl om, at OB har et stort potentiale både på og uden for banen, og vi har en klar ambition om, at vi over de næste fem år skal udvikle nye og spændende initiativer til glæde for hele regionen. Fyn er et strategisk stort fokuspunkt for hummel i de kommende år, og her bliver OB en nøglepartner i forhold til at skabe succes. Vi ser frem til at viderudvikle vores samarbejde, så vi i fællesskab kan nå vores mål, siger han.
hummel leverer som en del af aftalen spille- og træningstøj til alle hold i OB fra Superliga-mandskabet og ned til de yngste årgange i klubben.