DSC_0056

03.12.2020 13:47

Morten Friis Nielsen har netop gennemført UEFAs første fankoordinator-uddannelse, som blandt andet tæller krisehåndtering, ledelse og gruppepsykologi.

UEFA lancerede i år den første fankoordinator-uddannelse nogensinde i samarbejde med SD Europe og Divisionsforeningen, og den har OB´s fankoordinator Morten Friis Nielsen nu gennemført. Uddannelsen består af medietræning, ledelse, tidshåndtering, stresshåndtering, konflikthåndtering, gruppepsykologi og relationsopbygning.

Fankoordinatoren, som også går under navnet SLO (Supporter Liason Officer), er bindeleddet mellem klub og fans, og Morten Friis Nielsen er glad for det uddannelsesforløb, han har været igennem.

- Det er fedt, at UEFA anerkender, at vi SLO’er har en vigtig opgave, og at de gør en indsats for at professionalisere rollen og klæde os så godt på som muligt. Vi er kommet vidt omkring i forløbet, og jeg har fået nogle gode værktøjer, som jeg kan bruge fremover.

- Derudover har det været virkelig inspirerende at udveksle viden, erfaring og oplevelser med de andre SLO’er, og jeg har forsøgt at suge så meget til mig som muligt. At agere bindeled mellem fans, klub og myndigheder er ofte meget komplekst, så det er enormt lærerigt at høre, hvordan man tackler dilemmaerne andre steder.  Vi har mange fællesinteresser på tværs af klubberne, så det er en stor fordel, at vi styrker fællesskabet mellem os SLO’er.

Morten Friis Nielsen har stået på lægterne i mange år som passioneret OB-fan. Han blev ansat som kampdags-SLO i sommeren 2019 og blev i november samme år ansat som fast fankoordinator i OB.

Udover den nye uddannelse fra UEFA har Morten Friis Nielsen en kandidat i virksomhedskommunikation.