![129279916_3452698081452077_8558361492544395291_n](https://cde-ob-cms-prod.azureedge.net/media/ytwp05ij/media-12800-129279916_3452698081452077_8558361492544395291_n.jpg?width=2560)
04.12.2020 20:58
Fredag aften stod på Superligabold, da vi tog imod AaB på Nature Energy Park. Kampen endte med en sejr til Striberne efter en sen scoring fra Mikkel Hyllegaard.
3F Superligaen, runde 11
Fredag d. 4. december, kl. 19.00, Nature Energy Park
OB - AaB 2-1 (0-1)
0-1 Jakob Ahlmann (41.)
1-1 Sveinn Aron Gudjohnsen (79.)
2-1 Mikkel Hyllegaard (88.)
Dommer: Jens Maae
Advarsler:
OB: Ayo Simon Okosun (40.), Ryan Johnson Laursen (55.), Marco Lund (77.), Oliver Lund (86.)
AaB: Mathias Ross (64.)
Kampens forløb:
Endnu en sen fredagskamp skulle vi spille, da vi på Nature Energy Park tog imod AaB. På samme dag for 10 år siden spillede Thomas Helveg afskedskamp, hvor vi vandt 6-0. I dag 10 år efter spillede Oliver Lund sin kamp nummer 100 for OB. Der lå noget i kortene.
Kampen startede fint ud. Vi var meget i boldbesiddelse, men AaB-bagkæden stod godt, og de forsvarede som hold. Vores første store chance faldt efter lidt over et kvarters spil, da Mads Frøkjær opfangede en nedfaldsbold og klappede til kuglen med venstre. Der var god fart på, men den strøg over mål.
Efter lidt over 20 minutters spil kom AaB til en fin kontramulighed. Det var Lucas Andersen, der satte gang i angrebet, hvor han kombinerede med Tom Van Weert og Kasper Kusk. Der kom en OB'er i vejen i flere omgange, så de bolsjestribede jyder kom ikke til skudforsøg.
Nedtur
Efter 35 minutter var det tæt på, at Issam Jebali kom på måltavlen. Daniel Granli trillede en tynd tilbagelægning mod Jacob Rinne i målet, så Issam Jebali kunne opsnappe den. Rinne var dog vågen i målet og kom hurtigt ud til den, så Jebali ikke fik ordentligt træf på bolden.
Til gengæld fik Jakob Ahlmann ordentligt træf på bolden fem minutter efter, da han kom først på en nedfaldsbold efter frispark. Med et skruende og kraftfuldt spark satte han den op i venstre hjørne og bragte gæsterne foran.
Anden halvleg
Vi fortsatte de gode takter fra første halvleg, da vi tog hul på anden. Efter 52 minutter var vi tæt på at udligne, da Mads Frøkjær spillede bolden ind til Ayo Simon Okosun på midten. Fra kanten af feltet sendte han en førstegangsafslutning afsted, men den røg desværre over mål.
Herefter fulgte en periode med god tænding. Vi viste gode ting i angrebet og kom også til chancer. Vi blev ikke voldsomt farlige, men man kunne mærke, at det var tættere på en udligningen end en udbygning.
Slutspurten
Udligningen kom heldigvis. Det var Sveinn Aron Gudjohnsen, der valgte det helt rigtige tidspunkt at score sit første mål for OB. Han modtog en bold fra Issam Jebali, som han nænsomt flugtede i kassen.
Efter udligningen fik vi for alvor gang i spillet. Vi kom til mange chancer og blev farlige. En afslutning fra Issam var tæt på, og flere gange var vi farlige.
Og fortjent kom føringen også til os, da Mikkel Hyllegaard på karakteristisk vis blev stukket i dybden og kom fri fra sin mand. Han afsluttede sikkert og bragte os foran. Føringen holdt til slut, og de tre point kom i hus.
OB:
Oliver Christensen – Ryan Johnson Laursen, Kasper Larsen, Marco Lund, Oliver Lund - Ayo Simon Okosun, Janus Drachmann (Mart Lieder 84.), Troels Kløve (Moses Opondo 77.) - Emmanuel Sabbi (Mikkel Hyllegaard 67.), Issam Jebali, Mads Frøkjær (Sveinn Aron Gudjohnsen 77.)
Bænken:
Sayouba Mandé, Mart Lieder, Sveinn Aron Gudjohnsen, Moses Opondo, Mikkel Hyllegaard, Mathias Brems, Robin Østrøm
AaB:
Jacob Rinne - Jores Okore, Rasmus Thelander (Tim Prica 90.), Daniel Granli (Mathias Ross 46.) - Kristoffer Pallesen, Iver Fossum, Pedro Ferreira, Jakob Ahlmann - Kasper Kusk (Frederik Børsting 75.), Tom Van Weert (Timothé Nkada 85.), Lucas Andersen
Bænken:
Andreas Hansen, Mathias Ross, Tim Prica, Malthe Højholt, Lukas Klitten, Tomethé Nkada, Frederik Børsting
Næste kamp:
Onsdag d. 9. december, kl. 16.30, Nykøbing FC - OB, CM Arena, Sydbank Pokalen