10.02.2020 15:51

Det var et ungt OB-mandskab, hvor 12 af 17 spillere i truppen kom fra Akademiet, der i dag tabte med 2-0 i Reserveligaen til et FCK-mandskab, som havde en håndfuld landsholdsspillere med i truppen.

Reserveliga
Mandag 10. februar, kl. 13.00, København
FCK – OB 2-0 (2-0)
1-0 Jens Stage (straffespark) (5.)
2-0 Bryan Oviedo (43.)

Kampens forløb:
Striberne vandt i efteråret deres reserveligapulje, hvor Horsens og SønderjyskE var de andre modstandere. Derfor er vi nu kommet i pulje med de andre vindere, og den første opgave i forårets reserveliga bød på en svær udebanekamp mod F. C. København. For et meget ungt OB-mandskab ventede der en svær kamp mod et FCK-hold der havde flere profiler og landsholdsspillere med i truppen.

Eksempelvis havde de Sten Grytebust på kassen, Victor Nelsson og Ragnar Sigurdsson i det centrale forsvar, mens Karlo Bartolec og Bryan Oviedo var henholdsvis højre og venstre back. På midtbanen var Nicolai Thomsen og Jens Stage to af spillerne, mens deres nye, dyre angriber, Mikkel Kaufmann, var med som angriber. Således var det en ordentlig mundfuld, der ventede det stribede mandskab, hvor 12 af de 17 spillere i truppen til daglig tørner ud for vores akademi.

Der gik da desværre også kun fem minutter af kampen, inden FCK bragte sig foran på et straffespark ved Jens Stage. Herefter kom OB-spillerne til trods for massiv modvind bedre med i kampen, og selvom FCK var det bedste hold, så var det begrænset, hvad der var af store chancer i kampen.

Flere gange var Striberne tæt på at bryde igennem, og efter en god halv times spil fik OB-drengene så nettet til at blafre ved Max Fenger, men dommer Jonas Hansen valgte af annullere scoringen, da han vurderede, at OB-angriberen havde benyttet sin hånd i situationen. I stedet var det københavnerne, der kort inden kampens slutfløjt fik udbygget føringen, da Bryan Oviedo sendt bolden i nettet med en flad afslutning efter den fjerneste stolpe.

I anden halvleg fortsatte OB med at være fornuftigt med, selvom det fortsat var uden de helt store målchancer i begge ender af banen. Som kampen skred frem, blev der også foretaget en masse udskiftninger fra begge mandskaber, og det var med til at gøre det til en rodet fodboldkamp, hvor det meste spil foregik på midten af banen.

Dermed endte kampen med 2-0 til det profilerede FCK-mandskab mod de unge OB-drenge.

Kommentar fra Henrik Hansen:
Vi mødte i dag et rigtig stærkt FCK-hold, hvor vi desværre kom dårligt fra start med et klodset straffespark fem minutter inde i kampen. Derefter kom vi rigtig godt med, og jeg synes, vi spillede en god første halvleg. Vi har nogle optræk til chancer, hvor det kunne være blevet til endnu mere, men kvaliteten i den sidste pasning eller beslutning manglede desværre. Og den ene gang hvor vi fik bolden i nettet, fik vi vores scoring annulleret. Desværre scorede FCK et flot mål til 2-0 fem minutter inden pause.

I de første 60 minutter af dagens kamp mindede vores spil i store træk om vores andre opstartskampe og det er vigtigt, at vi også på reserveholdet kan ramme vores spillestil. Men vi må samtidig erkende, at den sidste halve time blev noget mere rodet og præget af en masse udskiftninger fra begge mandskaber. Når det er sagt, så var det en rigtig god reserveholdskamp på et fint niveau, hvor vores unge spillere fik prøvet at spille mod dygtige superliga- og landsholdsspillere. Kampen er godt givet ud i forhold til at få alle spillere så tæt på optimal kampform som muligt, inden det på søndag gælder forårspremieren i 3F Superligaen.

OB’s holdopstilling:
Sayouba Mandé – Teitur Magnússon, Daniel Obbekjær, Oliver Lund – Jonas Skytte, Tarik Ibrahimagic (Valdemar Ibsen, 65.), Janus Drachmann (Lasse Skøtt, 60.), Anders Klynge (Anton Stage, 74.), Kingsley Madu (Mathias Brems, 76.) – Max Fenger, Rasmus Nissen (Emil Suarez, 60.)
Bænken: Philip Gejl, Valdemar Ibsen, Lasse Skøtt, Mathias Brems, Emil Suarez, Anton Stage

Næste kamp i Reserveligaen:
Mandag 17. februar, kl. 14.00, Esbjerg fB – OB, Esbjerg Idrætspark