IMG_0525

31.01.2020 09:39

Moses Opondo er optimistisk og tror på, at vi, i et spændende og vigtigt forår i 3F Superligaen, kan spille os op i top seks.

Striberne knokler på livet løs i tyrkiske Belek, og mens det for de flestes vedkommende er med masser af boldberøringer, så er der desværre ikke så mange af dem for Moses Opondo, som for tiden bøvler med en lille skade. Der er dog klar fremgang hos den ugandiske midtbanespiller, og selvom han ikke er med i alle øvelser, så nyder han træningslejren i Tyrkiet.

- Indtil videre synes jeg, det har været en rigtig fin træningslejr. Selvom det desværre er begrænset, hvor meget bold jeg har spillet, så har det været rigtig dejligt at komme på græs igen og få løbet lidt meter. Det går fremad, og jeg er lidt foran tidsplanen, så det er skønt. Der er stadig noget, der skal indhentes, men det har indtil videre været en klar succesoplevelse for mig. Nu skal jeg sørge for ikke at blive overmodig, men sammen med vores sundhedsstab her i klubben er jeg helt sikker på, at vi nok skal få doseret det ordentligt, så jeg fortsætter den fremgang, der er lige for tiden, fortæller Moses Opondo, som satser på igen at blive kampklar, mens grundspillet spilles færdigt.

Selvom det er frustrerende at være skadet, mens man er på træningslejr, så ser Moses Opondo masser af lys for tunnelen; både for sig selv og for truppen i det kommende halvår.

- At være skadet er altid noget af det mest frustrerende for en fodboldspiller, og det er klart, at når man så er skadet, mens man er på træningslejr, bliver det ikke meget værre. Heldigvis er det ikke en stor og alvorlig skade, så jeg kan jeg se masser af lys for enden af tunnelen, selvom jeg ikke ender med at få så mange minutters kamp her i opstarten, som jeg ellers havde håbet på.

- Der venter os et vanvittigt spændende og vigtigt forår, hvor vi skal ud og jagte en plads i top seks. Det tror jeg på, at vi kan, for vi har en rigtig god, stærk og sammentømret trup, hvor der er godt humør og samtidig masser af intern konkurrence om pladserne, siger Moses Opondo.

Netop det høje humør og sammenholdet er noget af det, der kan dyrkes på en træningslejr, og det bliver det også, forsikrer Opondo.

- Man har lidt mere tid til at komme hinanden ved, i og med at vi bor på hotel sammen. Der bliver spillet masser af yatzy, kortspil og bordtennis, ligesom vi joker med hinanden. Derudover har vi nogle fællesarrangementer hernede om aftenen, som er afgørende for det sociale i truppen. Så indtil videre har træningslejren helt klart været en succes, og jeg glæder mig meget til de kommende dage, hvor vi bliver rystet endnu mere sammen, ligesom vi bliver endnu skarpere, inden sæsonen begynder om et par uger.

Stribernes første kamp i foråret spilles den 16. februar klokken 18.00 på Nature Energy Park, hvor Brøndby IF er modstanderne. Køb billet til kampen her.