18.01.2020 06:02
Vi har sikret os Kasper Larsen, som kommer tilbage til OB på en kontrakt på fire og et halvt år og skifter med øjeblikkelig virkning.
Den 26-årige forsvarsspiller Kasper Larsen kommer hjem til Striberne efter fem års fravær og tiltræder med det samme. Han er en rigtig OB-dreng, som slog sine folder på akademiet, inden han først blev hevet op på førsteholdet og siden røg til udlandet i en ung alder.
- Vi er rigtigt glade for, at det er lykkedes os at få Kasper Larsen hjem igen. Han blev solgt som bare 22-årig og har fået erfaring i udlandet, og det er en helt anden spiller, der kommer hjem til Ådalen igen. Vi sender gerne spillerne ud i en ung alder, når vi føler, at de er klar til det, og når de så kommer tilbage, kan de bidrage med en masse i truppen.
- Kasper var i Ådalen for at holde sig i form i et par uger i sommeren 2018, og det, han viste der, var vores trænere meget tilfredse med. Han har haft en rigtig fin sæson i Norrköping, som sluttede på femtepladsen i Allsvenskan og spillede med i kvalifikationen til Europa League. Kasper har haft et brændende ønske om at vende tilbage til OB, og vi er altid glade for at se en gammel spiller møde op i klubbens farver igen, siger sportsdirektør Jesper Hansen.
Kasper Larsen blev rykket op på førsteholdet i OB tilbage i 2012 og tre år senere blev han lånt ud i et halvt år til FC Astana. Efter det ophold købte FC Groningen i den hollandske Æresdivision ham, hvor han nåede at spille i tre sæsoner. I august 2018 skiftede han så til IFK Norrköping på en fri transfer.
Han har desuden spillet et hav af ungdomslandskampe og var med til OL i 2016, hvor han fik spilletid i tre ud af Danmarks fire kampe.
Han starter med øjeblikkelig virkning i OB på en kontrakt til sommeren 2024 og får nummer 5.
Se og hør hans reaktion på skiftet til Striberne øverst.