IMG_2139

23.01.2020 11:19

Talentfulde Christian Vestergaard får en kontrakt i OB på halvandet år, som gælder fra sommeren 2020.

Han er fast mand på vores talentfulde U19-mandskabet og en af grundene til, at der blot er lukket fire mål ind i 12 kampe i denne sæson.

Han har været med i superligatruppen i efteråret 2019, og den slags oplevelser kan han få mange flere af i fremtiden.

OB har nemlig skrevet kontrakt med 18-årige Christian Vestergaard fra sommeren 2020 og udstyret ham med en kontrakt på halvandet år.

- Christian har gennem en længere periode vist, at han spiller på et meget højt niveau på vores U19-hold. De ligger suverænt nummer et, og Christian har været en fast klippe i forsvaret. Han er en spiller med et stort potentiale for OB, og vi finder det kun naturligt at rykke ham op i førsteholdstruppen. Han blev fundet i Assens via vores gode samarbejde i Øens Hold, og vi er glade for, at dette endnu engang har ført til, at en spiller havner i vores superligatrup. Han har lige gennemgået en succesfuld operation i sit korsbånd, men vi tror så meget på ham, at vi gerne venter på, at han er klar efter sin genoptræning, siger sportsdirektør Jesper Hansen.

Selv siger Christian Vestergaard om sin nye kontrakt:

-  Det er noget helt specielt for mig. Jeg har været i klubben, siden jeg kom til som 13-årig, og jeg har fået min fodboldmæssige uddannelse i OB. Jeg kender derfor klubben og ved, hvad der kræves for at spille her. Jeg har altid haft stor kærlighed til OB, som bare er min klub. Jeg har aldrig haft andre for øje, og nu får jeg så chancen i førsteholdstruppen, hvilket har været den store drøm for mig. Derfor er jeg også enormt glad og stolt over, at klubben gerne vil have mig og skriver kontrakt med mig, når jeg nu er ude i et stykke tid. Jeg skal lære af de andre erfarne spillere og forbedre mig hver dag, så jeg kan bruge det fremadrettet i min karriere. Nu skal jeg lige kommet godt i gang igen, og så er mit mål at blive en del af startelleveren i fremtiden. Jeg glæder mig virkelig til at tage fat, lyder det.

Christian Vestergaard startede karrieren i Assens FC, inden han kom til OB som U14-spiller og blev rykket op i U19-truppen i sommeren 2018. Han har tidligere spillet både U16 – og U17-landskampe og været udtaget til U18-landsholdet.