DSC03681

19.07.2020 19:03

Vi kæmpede os videre i Europa Playoff søndag aften. Læs, hvad kreatør Mads Frøkjær og ankermand Jeppe Tverskov havde at sige efter kampen.

Mads Frøkjær-Jensen:
- Det er skønt at spille os videre. Jeg havde også på fornemmelsen hele ugen, at vi nok skulle vinde. Det var dejligt, at vi gik ud og gjorde alt det, vi ikke gjorde i sidste weekend. 

- I stedet for at losse den langt, hver gang de gik højt, så turde vi spille i dag. Om det var fordi, vi havde en ekstra mand dernede eller ej, det ved jeg ikke, men der var i hvert fald noget mere energi og vilje. Vi turde spille med nosser og turde spille os ud af presset. Det var en god kamp, hvor vi gjorde alt det, vi havde aftalt, vi skulle gøre. 

Jeppe Tverskov:
- Der var mange ting, der fungerede i dag. Jeg synes især formationsskiftet var godt til os. Vi var en mand ekstra på deres mange indlæg. Vi var en mand ekstra i det opbyggende spil, og det fungerede fint, når de kom så højt op, som de gjorde.

- Vi ændrede på nogle taktiske ting før kampen, som vi også eksekverede i kampen. Jeg synes, det gik bedre i dag, end det gjorde i sidste uge. De her positioner ligger meget naturligt til os, fordi vi har spillet det her system før. Det er rart, at man har nogle taktiske muligheder, og det fungerede godt i dag.