DSC_8917

04.07.2020 10:13

Forberedelserne til fremtiden fortsætter på Akademiet, og i den anledning er vi rigtig glade for, at vi har lavet en treårig kontrakt med Tobias Augustinus-Jensen.

Tobias Augustinus-Jensen kan score mål; det har han bevist i alle de år, han har spillet i den stribede trøje. De næste tre år er han også OB-spiller, og det er noget, som teknisk chef, Tonny Hermansen sætter pris på.

- Tobias er en spændende angriber. Han har en fantastisk målnæse, og han er klinisk i sine afslutninger. Han har en evne til at kunne afslutte på mange forskellige måder, og han har de seneste år vist, han har en evne til at score mål; uanset om han har spillet U14, U15, U16 eller U17. Han har i de seneste år udviklet sig rigtig meget, og jeg forventer mig rigtig meget af Tobias, fortæller Tonny Hermansen.

Tobias, som kommer fra vores samarbejdsklub Boldklubben Marienlyst er også glad for aftalen med os, hvor han er særdeles tilfreds med udviklingsmiljøet.

- Det betyder meget for mig at skrive under på en kontrakt med OB. Jeg har spillet her i mange år, så det er rigtig stort. Jeg er en angriber, der er godt teknisk, og jeg er god til at sætte dem i scene – derudover er min helt store spidskompetence min afslutningsevne.

- Her i OB er miljøet fantastisk; der er konkurrence om pladserne og der er dygtige trænere, som helt sikker kan hjælpe mig med at tage næste skridt, så det er en stor dag for mig, fortæller Tobias Augustinus-Jensen.

Tobias Augustinus-Jensen har i den forgangne sæson været en del af U17-truppen, men primært spillet U16 Liga, hvor Striberne vandt rækken suverænt. I den kommende sæson er han fortsat en del af U17-truppen, som trænes af Ivan Poulsen.