IMG_9102

24.06.2020 11:22

I aften står den på U19-fodbold i Ådalen, når Striberne klokken 19.00 tager imod FC Midtjylland, og den kamp har vi talt med cheftræner Kim Engstrøm om.

Onsdag klokken 19.00 spiller U19-drengene hjemme i Ådalen mod FC Midtjylland. Det er anden runde i slutspillet, hvor det skal afgøres, hvem der bliver danske mestre i 2019/20-sæsonen. Første runde endte med en uafgjort på udebane mod Brøndby IF, og de nærmeste forfølgere fra FC Nordsjælland spillede 0-0 ude mod FCK, derfor er der status quo i toppen af ligaen, og det er cheftræner Kim Engstrøm ganske godt tilfreds med.

- Jeg er godt tilfreds med udbyttet af første runde. Vi har fået spillet den første kamp, som altid er vanskelig – særligt efter så lang en pause, hvor det i perioder har været helt uden fodbold for drengene. Det var en fornuftig kamp, hvor holdene lidt forenklet set havde en halvleg hver, og vi er fint tilfredse med at komme fra Brøndby med et enkelt point. Nu ser vi frem til, at der allerede onsdag venter en ny kamp. Der er vi forhåbentlig blevet en tand skarpere, så vi kan gå på banen og levere lidt bedre som hold, siger U19-drengenes cheftræner Kim Engstrøm.

Ser man på stillingen, så er der stor forskel på OB og onsdagens modstander fra FC Midtjylland. Vi topper rækken med 35 point, mens FCM er nummer syv med hele 14 point mindre. Alligevel er FCM det eneste hold, der har slået Striberne i den igangværende sæson, og Kim Engstrøm er heller ikke i tvivl om, at der venter en kamp mod et hold, der er langt bedre end deres placering.

- FC Midtjylland er det eneste hold, som har slået os i år i turneringen, så vi har helt klart revanche til gode. Som jeg sagde inden den lange coronapause, så er der ingen lette kampe i U19-Ligaen, og FCM er et rigtig stærkt hold, der traditionelt set spiller med i toppen af ligaen. Som sæsonen er skredet frem, er de blevet markant bedre, og når vi møder dem onsdag, så er jeg også sikker på, at de kommer i en endnu stærkere forfatning, end da vi mødte dem i efteråret. Dels i kraft af deres præstationer i Youth League i efteråret, men også fordi de har fået flere spillere tilbage fra skader. Så det er et hold, som er klart bedre end deres placering i ligaen. Når det er sagt, så er det et hold, vi kan slå, og det er også et af de hold, som vi skal slå, hvis vi skal være danske mestre, og det skal vi.

Kampen i lørdags blev spillet på en god græsbane i Brøndby, mens onsdagens kamp bliver spillet på bane 2 hjemme i Ådalen. Det er den kunstgræsbane, drengene bruger til daglig, og selvom det for cheftræneren ikke betyder det store med underlaget, så er han glad for at være hjemme i Ådalen. Her har Kim Engstrøms tropper i den igangværende sæson har hentet 19 af 21 mulige point – og tilmed spillet sig til en imponerende målscore på 14-0.

- I og for sig er det ikke så afgørende for mig, om vi spiller på græs eller kunstgræs. Det er dog klart, at vi har en fordel i kampen på onsdag, i og med at vi træner på vores egen kunstgræsbane 6-7 gange om ugen, og at det samtidig er vores hjemmebane, hvor vi har præsteret rigtig stærkt i sæsonen.

- Selvom det var på græs i Brøndby, så synes jeg, vi var fornuftige på bolden, og nu har vi overstået den første kamp efter pausen. Det er også noget, vi skal tage med ind mod FCM, som onsdag aften spiller deres første kamp i slutspillet, derfor skal vi ind og trykke dem godt fra første fløjt, fortæller Engstrøm.

De nærmeste forfølgere til OB i U19-Ligaen er FCN, som er tre point efter Striberne. Nordsjællænderne spiller også onsdag, men allerede klokken 15.00 på udebane mod Brøndby IF, og selvom resultatet kan have betydning for Striberne i sidste ende, så er det ikke en kamp, der får indflydelse på, hvordan OB-drengene griber kampen mod FC Midtjylland an.

- Vi kan kun gøre noget ved de tre kampe, vi selv har tilbage i sæsonen. Hvad andre gør, kan vi ikke gøre noget ved, så det vil vi heller ikke fokusere på. Om FCN vinder, taber eller spiller uafgjort mod BIF har ikke indflydelse på, hvordan vi griber kampen mod FCM an. Når det er sagt, så ser vi selvfølgelig gerne, at de smider point, så vi kan skabe et endnu bedre udgangspunkt for os selv inden de sidste runder. Men det hele ligger i vores egne hænder, og det er med det udgangspunkt, vi går ind til kampen mod FC Midtjylland, fortæller Kim Engstrøm.

Kampen mod FC Midtjylland spilles i Ådalen på bane 2 onsdag aften klokken 19.00.

Tilskuere har desværre ikke tilladelse til at komme indenfor indhegningen. Så vil du se drengene, skal du stå på den anden side af hegnet.