10.06.2020 10:57
Selvom resultaterne ikke har været der, så har troen på sejre aldrig forladt truppen, siger Aron Elís Thrándarson, som scorede sit første mål i 3F Superligaen mod Esbjerg fB.
Lad os skrue tiden lidt tilbage. Søndag eftermiddag omkring 17.45 hamrede Aron Elís Thrándarson sit første OB-mål i kassen i den bedste danske række efter oplæg fra Ryan Johnson Laursen. Et mål, som bringer et smil på læben hos vores stærke islænding:
- Det var en fed følelse. Og det var et meget vigtigt mål lige inden pausen, så vi kunne komme på 3-0. Vi havde kampen under kontrol, men der lukkede vi helt ned for dem, så det var dejligt, fortæller han i den herlige sol på træningsbanen i Nyborg.
Det var den første sejr i 11 kampe i 3F Superligaen, men det har ikke rystet truppen:
- Vi har altid troet på os selv, selvom resultaterne ikke har været der. Jeg må også sige, at vi har været uheldige i nogle kampe, men mod Esbjerg gik det bedre, og nu glæder jeg mig virkelig til de næste kampe.
Der venter et slutspil mod SønderjyskE, Lyngby og Silkeborg IF, hvoraf sidstnævnte venter på mandag i Jylland:
- Vi går selvfølgelig efter at slutte så godt som muligt. Det bliver svært, for vi ligger jo tæt nu, men vi skal bare fortsætte, og vi vil kæmpe for det. Jeg vil prøve at score lidt mere, men det drejer sig om at hjælpe holdet, og det er jeg helt klar til, slutter han og gør klar til en velfortjent frokost.
OB møder Silkeborg mandag d. 15. juni kl. 19 i Jylland. Det bliver med et meget begrænset antal tilskuere, men desværre uden stribede fans. I kan til gengæld som altid følge kampen på vores live-Twitter samt på TV og i radioen.