
25.06.2020 10:23
Det har været en uforglemmelig uge for Anders Klynge, der mandag fik debut i 3F Superligaen, og onsdag var han med til at spille os et skridt nærmere danmarksmesterskabet i U19 Ligaen.
Den 8. juni fik Anders Klynge sin studenterhue, den 21. juni blev han for første gang udtaget til en superligakamp, og den 28. juni kan han måske være med til at blive dansk mester i U19 Ligaen, så juni har været en intensiv måned for den unge midtbanespiller.
- Det er den første finale, ud af de to vi har tilbage, så der er ingen tvivl om, at det bliver en rigtig fed kamp at skulle spille. Det bliver kæmpestort, hvis vi vinder guld. Det er noget, vi har kæmpet for længe, så det bliver fedt, hvis vi når det på søndag eller næste søndag, siger Anders Klynge.
I mandags debuterede 19-årige Anders Klynge i 3F Superligaen, og det var en glædelig overraskelse for midtbanespilleren.
- Det hele skete rigtig hurtigt. Dagen inden fik jeg at vide, jeg skulle med, og i pausen af kampen fik jeg at vide, jeg skulle ind, så for få dage siden, havde jeg ikke troet på det. Jeg har trænet meget med og spillet mange reserveholdskampe, men på grund af corona har det været lidt anderledes i de sidste par uger. Da U19 Ligaen skulle starte, blev jeg testet for corona, og det gav mig muligheden for at spille med i mandags, siger Klynge, der fik en stor oplevelse ved superligadebuten:
- Jakob sagde, bare, at jeg skulle gå ind og vise det, alle ved: at jeg er god nok til at være med. Det var en god oplevelse med en masse på spil, og hvor folk arbejdede hårdt for sejren. Jeg skulle lige ind og finde tempoet, og så nåede jeg også at blive nervøs efter min tackling i det første minut efter min indskiftning. Men jeg synes, det var en fin kamp at komme ind i og få de første superligaminutter, og mærke hvordan det var og samtidigt stadig gøre en god figur, siger Anders Klynge.
Trænerne tør bruge talenterne
Inden Klynges debut havde en række akademispillere allerede fået chancen i 3F Superligaen, hvor mange tilskuere i de seneste par kampe har skullet stifte bekendtskab med blandt andre Tarik Ibrahimagic, Max Fenger, Jakob Breum og Robin Østrøm, og det er noget, som Klynge sætter pris på:
- Trænerne tør bruge os i de vigtige kampe, og det er superfedt for os U19-spillere at både klubben og trænerne tør sætte os ind. Det viser, at vi gør et godt stykke arbejde i U19 Ligaen, og selvom skader også spiller ind, så belønner det sig nu, hvor mange får debut, siger Anders Klynge.
Det er da heller ikke uden grund, at Jakob Michelsen og den øvrige trænerstab tør bruge de mange talenter i 3F Superligaen, da OB lige nu ligger godt til at vinde danmarksmesterskabet i U19 Ligaen. Onsdag spillede vi 2-2 mod FC Midtjylland, og med en sejr på søndag mod AGF, vil det danske mesterskab være på fynske hænder.
- Mod FC Midtjylland var det en meget duelpræget kamp med masser af power. Efter vi sikrede os et point på hjemmebane, kan vi selv afgøre det i de sidste par kampe, og allerede på søndag kan vi vinde mesterskabet, og det går vi 100% efter, siger Anders Klynge.
I U19 Ligaen spiller vi mod AGF på søndag kl. 13.00 på AGF’s anlæg – Fredensvang.