IMG_2879

24.06.2020 22:51

U19-drengene udbyggede onsdag føringen i U19-Ligaen, og de er nu blot en enkelt sejr fra at blive danske mestre.

U19-Ligaen (slutspil)
Onsdag 24. juni kl. 19.00, Ådalen
OB - FCM 2-2 (2-1)
1-0 Jonathan Harboe (12.)
1-1 Victor Stange Lind (14.)
2-1 Rasmus Nissen (39.)
2-2 Mads Hansen (55.)

Kampens forløb:
U19-drengene øgede onsdag aften forspringet i U19-Ligaen, da de på hjemmebane tilkæmpede sig et enkelt point mod et stærkt hold fra FC Midtjylland.

OB-drengene mødte onsdag aften et profilspækket FCM-hold, og fra første fløjt stod der FC Midtjylland på begivenhederne. De pressede højt på OB-spillerne, og allerede efter fem minutter var de tæt på at bringe sig på sejrskurs, da de med et godt langskud bragede bolden på overliggeren.

Striberne var ikke meget oppe på gæsternes halvdel, men når de var, så var de farlige, og første gang de kom ind i feltet, udmøntede det sig ovenikøbet i en scoring. Lasse Skøtt erobrede bolden højt oppe på banen, sendte den ind i feltet til Rasmus Nissen, som blev sparket ned.

Jonathan Harboe tog bolden til sig, og med kæmpe overskud fintede han med sit tilløb FCM-keeperen i målet, hvorefter han trillede den stille og roligt forbi ham til en stribet føring på 1-0.

Føringen holdt dog kun i to minutter, da midtjyderne uden de store problemer spillede sig igennem et passivt OB-forsvar og bragte balance i regnskabet.

Herefter var det midtjyderne, der var på bolden, men de formåede ikke at omsætte deres boldbesiddelse til store chancer. Så selvom vi ikke havde bolden vanvittigt meget, var det alligevel os, der efter 25 minutters spil kom frem til kampens næste store chance ved Mikkel Michelsen. Efter et par kropsfinter kom han frem til en stor mulighed, men afslutningen manglede desværre kvalitet.

Kvalitet var der til gengæld nede i OB-målet ganske få minutter efter, da Hans Christian Bernat efter en halv times spil blev udfordret af midtjyderne. Begge gange hev han et par stærke redninger ud af ærmet, så stillingen fortsat var 1-1.

Det lignede det længe, at det ville stå indtil pausen, men OB’erne ville det anderledes. Lasse Skøtt fik presset FCM-keeperen ude af feltet, så hans forsøg på en clearing blev helt skævt. Så i stedet for at sende bolden ud af kommunen, bragede han den lige over i Rasmus Nissens fødder. Nissen tog et træk og afsluttede kraftfuldt mod kassen. Her nåede målmanden at få fingrene på, men han kunne ikke stoppe bolden, og der strøg i kassen til en stribet 2-1 føring, som holdt frem til pausen.

Allerede to minutter inde i anden halvleg forsøgte gæsterne at få udlignet føringen, da de trykkede af på et frispark. En flot afslutning, men en endnu flottere redning i kassen sørgede for, at der stadig stod 2-1 på tavlen i et stykke tid.

Desværre var den stund for kort, da FCM efter 55 minutters spil kombinerede sig forbi OB-forsvaret. Hurtig boldomgang og en endnu flottere afslutning hvor Hans Christian Bernat var prisgivet, da det blev 2-2.

Herefter var det egentlig begrænset, hvad der var af chancer i kampen. FC Midtjylland havde bolden, og de var dygtige med den. OB-forsvaret var dog også dygtige til at forsvare sig, så de kom aldrig igennem til de helt store muligheder.

Så selvom FC Midtjylland var det bedst spillende hold, var det OB, der efter 77 minutters spil var ved at stjæle alle tre point. Rasmus Nissen blev sendt afsted i dybden, afdriblede sin direkte modstander, men i det han skulle til at afslutte gled han desværre, så han ikke fik ordentligt træf på den.

I slutfasen formåede ingen af mandskaberne at skabe de helt store åbne muligheder, og så endte det med en pointdeling, hvilket vi skal være godt tilfredse med.

OB's holdopstilling:
Hans Christian Bernat - Robin Østrøm, Daniel Obbekjær, Teitur Magnusson (Jonathan Khemdee, 74.) - Jonas Skytte, Anders Klynge (Jakob Breum, 74.), Jonathan Harboe, Lasse Skøtt (Tarik Ibrahimagic, 59.), Mathias Brems - Mikkel Michelsen (Simon Skøtt, 59.), Rasmus Nissen
Bænken: Marcus Alstrup, Jonathan Khemdee, Valdemar Ibsen, Jakob Breum, Simon Skøtt

Kommentar fra Kim Engstrøm:
Vi er rigtig glade for det ene point set i lyset af kampens udvikling. Vi møder et meget meget stærkt FCM-hold, som sætter os under pres kampen igennem. På dagen er de bedre end os, så vi skal være glade for det ene point, vi fik med fra kampen.

Ser man på det overordnede i tabellen, så er vi nu et skridt tættere på at blive danske mestre, og vi har udbygget føringen ned til nummer to i tabellen. Nummer tre spillede sig med ind i det, men det hele er i vores egne hænder, og der er nu to matchbolde tilbage for os. Den første er på søndag i Aarhus, og vi håber rigtig meget på, at vi kan udnytte den.

Næste kamp:
Søndag 28. juni kl. 13.00, AGF – OB, AGF's anlæg - Fredensvang