22.05.2020 06:45
Både Kingsley Madu og Jonathan Harboe har nu muligheden for at søge nye udfordringer.
OB er enige med spillerne Kingsley Madu og Jonathan Harboe om at ophæve samarbejdet øjeblikkeligt, så begge nu har chancen for at finde en ny klub at spille for.
Kingsley Madu kom til OB i sommeren 2019 efter et prøveophold og fik en etårig kontrakt. Den udløber d. 30. juni, men begge parter er enige om at ophæve den med dags dato, så venstrebacken kan komme videre med det samme.
Jonathan Harboe har været en del af det meget succesfulde U19-hold i Ådalen, som ligger suverænt nummer et i rækken, og samtidig har han trænet med hos superligatruppen.
Han kom til OB som 13-årig fra vores Øens Hold-samarbejdsklub Sanderum og havde kontrakt til sommeren 2021. Både klub og spiller er enige om at ophæve den før tid, så midtbanespilleren kan søge nye udfordringer øjeblikkeligt.
OB takker begge spillere for indsatsen i den stribede trøje og ønsker dem held og lykke fremover.