![DSC09764](https://cde-ob-cms-prod.azureedge.net/media/5yzltqep/media-11863-dsc09764.jpg?width=2560)
22.10.2020 06:00
Politikerne bør lukke op for tilskuere til 3F Superligakampe, da disse ikke bidrager til smittespredning før, under og efter kampene, siger kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen.
Torsdag rullede kampagnen ”Superligaordningen – Sikkert stadion under COVID-19”, hvor OB sammen med de andre 3F Superligaklubber, Divisionsforeningen og DBU ville have Superligaordningen og dermed fans tilbage på de danske fodboldstadions.
Kulturminister Joy Mogensen har afvist at bringe ordningen tilbage med henvisning til en øget anvendelse af kollektiv transport, men tal fra 2020 viser, at det ikke er den foretrukne transportform, når fynboerne vil til fodbold i Odense, fortæller kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen
- Vi kan se, at blot 5,9 % af 951 adspurgte fans i vores undersøgelse tager kollektiv transport til 3F Superligakampe i Odense. Derimod bruger 61,8 % bilen, 26,7 % tager cyklen, mens 5,6 % er gående. Derfor holder argumentet om øget smittespredning grundet fans i den kollektive trafik slet ikke.
- Vi vil gerne igen henvise til, at der er afviklet 46 kampe på højeste niveau i dansk fodbold uden smittespredning. Dermed har vi bevist, at Superligaordningen er ansvarlig og holdbar, og vi opfordrer endnu engang politikerne til kraftigt at overveje, om ikke det er på tide, at den kommer tilbage. Dansk fodbold står til at miste 850 millioner kroner, og det har allerede og vil få konsekvenser for OB med mistede indtægter på kampdage, manglende forpligtelser overfor sponsorer, sæsonkortholdere, Øens Hold-samarbejde, frivillige og alle andre omkring klubben, hvis ikke der handles nu, siger han.
Fakta om Superligaordningen
- Under Superligaordningen er samtlige 3F Superliga og 1. Division stadions blevet opdelt i sektioner á max 500 personer med egne ind -og udgange – ligesom der er separate toiletter og boder i hver sektion.
- For 14 klubber er der udarbejdet en sundhedsplan godkendt af politi og sundhedsmyndigheder, der beskriver, hvordan smitterisikoen minimeres under hele stadionbesøget.
- Personalet, man møder på stadion, er trænet i korrekt brug af værnemidler, hygiejne og hvordan man skal agere for at minimere smitterisiko.
- Samtlige sæder er nummererede. Ofte er hvert andet sæde tomt, så der sikres passende afstand, og at alle sidder ned under kampen.
- Ved billetkøb registreres, hvor alle sidder på stadion. Skulle en person blive konstateret smittet, kan alle i samme sektion kontaktes og blive opfordret til test.
- Den fulde video om Superligaordningen kan ses på superliga.dk/superligaordningen eller kan downloades her.