IMG_2860

31.10.2020 15:11

To scoringer fra Luca Kjerrumgaard og en enkelt fra Jonathan Khemdee sikrede U19-drengene en flot sejr på 3-1 over Esbjerg fB i U19-Ligaen.

U19-Ligaen
Lørdag 31. oktober, kl. 12.30, Ådalen
OB – Esbjerg fB 3-1 (0-1)
0-1 Rasmus Rejnhold (12.)
1-1 Luca Kjerrumgaard (51.)
2-1 Luca Kjerrumgaard (53.)
3-1 Jonathan Khemdee (66.)

Rødt kort:
EfB: Marcus Kristensen (47.)

Kampens forløb:
Lørdag eftermiddag tørnede to af de mest formstærke mandskaber i U19-Ligaen sammen, da Esbjerg fB var på besøg i Ådalen. Begge mandskaber kom til kampen med ti point for de fire foregående kampe, og fælles for begge mandskaber var det også, at de havde vundet de tre seneste, hvorfor man godt kunne forvente en jævnbyrdig kamp med to stærkt spillende mandskaber.

OB kom egentlig også ganske fornuftigt fra start, men som halvlegen skred frem, satte gæsterne fra EfB sig tungere og tungere på kampen. Efter et lille kvarter fik de fuldt fortjent udbytte af deres høje og aggressive pres. Et indlæg blev ikke afvist ordentligt fra keeper Alstrup, og så kunne Rasmus Rejnhold uden de store problemer stange bolden i kassen for gæsterne til 0-1.

Herefter fortsatte Esbjerg med at presse OB højt på banen. Det gjorde boldomgangen usikker, og Stribernes spil var præget af mange fejl. Når EfB havde bolden, gjorde de det simpelt, men særdeles effektivt. Spillestilen var direkte, og det var ikke noget, de stribede spillere havde det godt med. Således var det en første halvleg, der stod i gæsternes tegn, og vi skulle være godt tilfredse med kun at være bagud 0-1 efter de første 45 minutter.

Anden halvleg startede på den bedst tænkelige måde for os, men på den værst tænkelige måde for gæsterne fra Esbjerg fB. Marcus Kristensen blev tildelt to advarsler på bare et enkelt minut; og dermed marchordre fra banen. Det betød betød naturligvis, at Striberne kunne se frem til 45 minutter i overtal.

Der gik ikke lang tid, inden det blev udnyttet. Luca Kjerrumgaard blev sendt afsted i dybden efter en perfekt dybdeaflevering, og selvom den første afslutning ikke var god, så var han hurtigt over riposten, som han sendte i kassen til 1-1.

To minutter senere var selvsamme Luca Kjerrumgaard igen på spil. Denne gang var det et gennembrud på venstresiden, der endte med et indlæg. Først fik Jakob Breum ram på bolden, men kort efter havnede den for fødderne af Kjerrumgaard, der som den største selvfølgelighed gjorde sig selv til dobbelt målscorer ved at banke bolden i kassen og dermed Striberne på sejrskurs.

Scoringerne og udvisningen gjorde selvsagt, at kampbilledet blev ændret markant i forhold til de første 45 minutter. Nu var det Striberne, der var i teten, og det var Striberne der pressede de vestjyske gæster.

Efter 66 minutters spil kom scoringen til 3-1 så også. Et hjørnespark fra højre blev sendt ind i boksen. Daniel Obbekjær var i en duel med keeperen, som kun fik halvklaret, og kort efter kunne Jonathan Khemdee stange bolden i kassen til 3-1.

En vigtig scoring for Striberne – og set på anden halvleg også en fuldt fortjent scoring. I resten af kampen var det OB, der dominerede, og selvom der var masser af muligheder til Striberne og enkelte til gæsterne fik vi ikke flere scoringer. Dermed sluttede kampen 3-1 til Kim Engstrøms tropper, som dermed sikrede sig den fjerde sejr på stribe i U19-Ligaen, hvor drengene nu indtager en aktuel tredjeplads.

Kommentar fra cheftræner Kim Engstrøm:
Jeg er selvfølgelig glad for, at vi vinder den fjerde kamp i streg og bringer os op på tredjepladsen i rækken. Det var en kamp, hvor vi aldrig rigtigt kom ud til første halvleg, og vi var på bagkant både i forhold til vores pres og det generelle forsvarsspil. Vi spillede for langsomt og manglede bevægelse på hele banen. Alligevel har vi nogle muligheder, hvor vi kan score, men overordnet set er vi heldige med kun at være bagud 0-1 efter de første 45 minutter, hvor vi havde store problemer med et stærkt hold fra Esbjerg fB.

I anden halvleg får EfB så et tidligt rødt kort, som selvfølgelig bliver kampafgørende. Det gode er, at vi scorer så hurtigt efter det røde kort, så EfB aldrig når at få en tro på, at de kan forsvare kampen hjem. Efter scoringen til 2-1 sætter vi os endnu mere massivt på tingene, og vi er i kontrol i hele anden halvleg, hvor vi sidder med en god fornemmelse for, at vi kan tage alle tre point.

Så overordnet set følger vi en rigtig dårlig første halvleg op med en god anden halvleg, hvor der var rigtig god energi på holdet. Vi vinder kampen, og det sikrer os tre point mod en direkte konkurrent i U19-Ligaen og et rigtig godt hold, hvilket er rigtig godt. Endelig skal Luca Kjerrumgaard have ros for sin indsats, hvor han kommer ind og er kampafgørende for os.

OB:
Marcus Alstrup – Robin Østrøm, Daniel Obbekjær, Oliver Hansen (Jonathan Khemdee, 38.) – Lasse Skøtt (Jakob Okkels, 76.), Jakob Breum, Tarik Ibrahimagic (Magnus Saaby, 52.), Anton Stage, Mathias Brems – Rasmus Nissen (Luca Kjerrumgaard, 38.), Simon Skøtt (Noah Christensen, 76.)

Næste kamp:
Lørdag 7. november, kl. 12.00, Lyngby – OB, Lyngbys anlæg