IMG_4334

01.10.2020 15:04

Torsdag skal U19-drengene igen i ilden, når Silkeborg IF gæster Ådalen. Cheftræner Kim Engstrøm vil se et OB-hold, hvor kvaliteten på banens sidste tredjedel er bedre end i lørdags.

Torsdag aften er der atter U19-fodbold i Ådalen, når vores U19-drenge får besøg af Silkeborg IF. Der venter et møde med en årgang, der for to år siden vandt sølv i U17-Ligaen, og det er da også noget, cheftræner Kim Engstrøm har skrevet sig bag øret.

- Selvom Silkeborg IF ikke er et etableret hold i toppen af U19-Ligaen, og at de i sidste sæson ikke var med i toppen, så venter der os en rigtig svær kamp. Det er et stærkt hold, vi får besøg af, og det er et hold med mange rigtig dygtige spillere på.

- Med denne årgang vandt de sølv som U17-spillere, så det bliver helt sikkert svært. Det er et hold, der er gode på bolden og gerne vil spille fremadrettet fodbold. Så jeg det kunne godt gå hen og blive en underholdende kamp, hvor jeg helt klart føler, at vi har gode muligheder, hvis vi gør tingene rigtigt, siger U19-cheftræner Kim Engstrøm.

Vores U19-drenge har fået en skuffende start på sæsonen, men selvom der ikke er sat mange point ind på kontoen, så føler Engstrøm, at præstationerne har været til mere – og i weekenden kunne det også være blevet til mere end et enkelt.

- Vi glæder os helt vildt til allerede at skulle spille igen i aften. Jeg synes, vi leverede fornuftigt i lørdags mod Randers FC, og jeg har en tro på, at vi, med det hold vi stiller i dag, kan gøre ondt på Silkeborg IF. Vi skal have fokus på vores egne styrker i spillet med bolden, og så skal vi være dygtige til at finde balancen mellem at fastholde bolden – og at spille direkte, når det er det, der er den rigtige løsning. Det har vi ikke været gode nok til i denne sæson, men på det parameter føler jeg, at vi bevæger os i den rigtige retning for tiden, siger Engstrøm.

Et andet parameter, der for tiden flytter sig i den rigtige retning, er det OB-DNA, der skal lyse ud af drengene, hver gang de træder ind på banen.

- Mod Randers viste vi OB-DNA, og langt hen ad vejen var præstationen faktisk helt i orden i lørdags. Vi gav et dumt mål væk, men ellers holdt vi dem fra chancer. Desværre skabte vi ikke selv nok chancer, men spillemæssigt var det fornuftigt – og langt bedre end i kampene inden. Én ting skal vi dog forbedre i dag i forhold til i lørdags, og det er vores kvalitet på banens sidste tredjedel; der skal vi simpelthen være skarpere i dag, siger cheftræneren.

Kampen mellem OB og Silkeborg IF i U19-Ligaen spilles på bane 2 i Ådalen klokken 19.00. Grundet COVID-19 er der desværre ikke adgang for tilskuere.