OBtræning20201006KentRasmussen007

06.10.2020 14:12

Vi har taget en snak med cheftræner Jakob Michelsen forud for pokalopgøret mod Hillerød Fodbold onsdag eftermiddag, og det er en kamp, som Michelsen glæder sig meget til.

Onsdag klokken 16.00 tager vi hul på vores pokalkampagne, når Striberne møder Hillerød Fodbold i Sydbank Pokalen på Hillerød Stadion. Vores cheftræner, Jakob Michelsen, ser meget frem til, at vi atter skal spille pokalfodbold.

- Der er stor forskel på pokalkampe og Superliga-kampe. I pokalfodbold kommer man jo tilbage til græsrødderne, og det er det, fodbold handler om - at samle mennesker. Og jeg synes, at pokalfodbold er fantastisk i forhold til, at man kommer rundt på de små stadions, og man møder nogle andre modstandere, end man plejer at gøre.

Og selvom modstanderne er forskellige fra dem, vi plejer at møde i Superligaen, så skal man ikke undervurdere mandskaberne, der ligger uden for Superligaen.

- Der er altid en eller anden overraskelse i pokalturneringen, fordi man nogle gange tror, at det er lidt lettere, end det er. Det er det sjældent. Hvis man gør sit arbejde, er det overkommeligt, men man skal også forberede sig mentalt. Det er der, den store forskel er. Der er ikke en masse hype omkring kampen, den bliver sjældent vist på TV, og banerne er sommetider i en lidt anden stand, end dem man plejer at spille på.

Samtidig er de anderledes forhold også det, Michelsen elsker ved Sydbank Pokalen, og det er også derfor, han håber på, at vi når langt.

- Der er ikke fyldte tribuner, og det kan blæse lidt ind, og det er ikke altid, at banerne er vandet, så det er lidt nogle andre forhold, man spiller under. Men det er jo charmen ved pokalfodbold. Jeg elsker det. Der er heller ingen tvivl om, at hvis vi går ud og leverer en topprofessionel indsats, så vinder vi også. Men hvis vi alle sammen tror, det bliver en ’walk in the park’ og slækker 10 procent, så er der set utallige eksempler på, at så kan tingene gå galt. Men vi går 100% efter at gå videre, og vi prioriterer pokalen højt.

Det er Hillerød Fodbold, vi skal ud og kæmpe med i morgen eftermiddag. De ligger i 2. division, og de havde en sjov færd i pokalturneringen sidste år.

- Hillerød er et fint hold, der spiller god fodbold. Jeg har set dem både live og på video, og de spiller noget positiv fodbold og lægger godt til i 2. division. Sidste år viste de også i pokalen, at de godt kan spille med mod de store, hvor de kom helt ud i straffesparkskonkurrence mod FCK. Det er et godt fodboldhold, og vi glæder os til at komme en tur til Hillerød i morgen, siger Jakob smilende.

Cheftræneren går altså efter at komme langt i pokalen, og det er holdet også til, mener Michelsen.

- Vi kommer til at stille et stærkt hold, når vi skal møde Hillerød. Det kan godt være, vi roterer på en plads eller to, men det skal absolut ikke være nogen undskyldning for, at vi går benhårdt efter at gå videre. Vi har kunnet stille det samme hold fire kampe i træk, og jeg synes, at spillerne har præsteret godt. Vi burde have fået nogle flere point, men overall har spillerne gjort det godt, og nu skal vi spille os videre i pokalen, inden der venter en fortjent landsholdspause, afslutter Jakob Michelsen.

Cheftræneren skal dirigere spillerne i Hillerød i morgen klokken 16.00, og der er desværre ingen adgang for stribede fans, men kampen bliver vist på Viaplay.

Alternativt kan du som altid følge kampen på vores live-Twitter OdenseBK_live.