IMG_1996

12.08.2021 18:53

Har du sagt Tornbjerg Elite, har du også sagt Georg Sveistrup. Men denne sommer er Georg Sveistrup desværre stoppet i den rolle, og fra Odense Boldklub skal der lyde en stor tak for mange års fantastisk samarbejde.

I noget der minder om en menneskealder har Georg Sveistrup haft sin daglige gang på Tornbjerg Gymnasium, og i det sidste mange år har han været en leder af Tornbjerg Elite og uddannelsesleder på Tornbjerg Gymnasium.

Det er et gymnasium, som vi i OB har et særdeles tæt samarbejde med, og det at have et tæt samarbejde med et lokalt gymnasie er altafgørende for, at vi kan drive Odense Boldklub Akademi på den måde, som vi gør i dag.

 - På vores Akademi vil vi have unge mennesker, der tager en skoleuddannelse, mens de dyrker drømmen om at blive professionel fodboldspiller. Det er vigtigt for os, at de kan forene begge ting, og derfor er vi sindssygt glade for vores samarbejde med Tornbjerg Gymnasium og de andre uddannelsesinstitutioner i byen, som giver vores unge mennesker muligheden for at tage en uddannelse, mens de bruger så vanvittigt meget tid på fodbolden, siger Tonny Hermansen, der er teknisk chef på Odense Boldklub Akademi.

Spørger man Georg Sveistrup, der i mange år har siddet for den anden ende af bordet, så er han heller ikke i tvivl om, at det er vigtigt med samarbejde mellem fodboldklub og uddannelsesinstitution.

- Hvis talentudviklingen skal være optimal, kræver det et samarbejde med en skole, der er gearet til at køre et dual-career-program. Det bliver mere og mere fremherskende i elitemiljøerne, og skal det fungere, så kræver det, at alle på uddannelsesinstitutionen er klar til at tage et særligt hensyn til de unge mennesker; særligt i forhold til fleksibiliteten, siger Georg Sveistrup og fortsætter.

- Klubberne laver nogle planer, der holder nogenlunde, og dem kan vi tilrettelægge efter. Vi kan så fra skolens side sætte foden i jorden, hvis deres sport går for meget ud over skolegangen. Den beslutning træffer vi så i samarbejde med vores kontaktperson i klubberne, for det er ikke en beslutning, de unge mennesker selv skal sidde med.

- Derudover er det vigtigt, at vi hele tiden har styr på, hvordan de unge mennesker har det mentalt. Vi bruger mange timer med dem, og når de både tager uddannelse og forfølger drømmen om at blive professionel indenfor deres sport, så er de ikke meget sammen med familien. Så vi er også her i tæt kontakt med klubberne om, hvad der skal tages højde for ved den enkelte person. Der er hele tiden ting, vi skal være opmærksomme på, siger Georg Sveistrup.

Samarbejdet mellem OB og Tornbjerg Gymnasium, personificeret ved Georg Sveistrup gennem mange år, er blevet bedre år for år, hvis man spørger Tonny Hermansen.

- Vi har gennem årene fået en bedre struktur på tingene, og det har Georg blandt andet en kæmpestor ære af. Fra vores side har vi nu Mads Holm til at stå for kontakten til skolerne, og det klarer han også fantastisk. Der er ikke nogen, der er i tvivl om, hvem der skal gøre hvad. Hvis vores unge spillere skal lykkes på skolebænken og fodboldbanen på samme tid, så er kommunikationen altafgørende. For vi kan sagtens lave en plan, men hvis der eksempelvis kommer en skade på førsteholdet, så kan det være, at en af vores unge drenge fra den ene dag til den anden pludselig skal bruge meget mere tid på træningsbanen; og sådanne situationer har vi løst fantastisk, og det er noget, Georg har kæmpestort ære af.

I det kommende skoleår er Georg ikke længere formand for Tornbjerg Elite, og det er noget, der ærgrer Tonny Hermansen, der kun har pæne ord at sige om Georg Sveistrup.

- Georg og jeg har i den grad taget vores ture i forhold til, hvor vigtig idrætsundervisningen nu var, hvis der eksempelvis var en U19-kamp. Men selvom vi har haft vores ture, har jeg ikke ét grimt ord at sige om Georg. Han er fantastisk, og jeg er sindssygt stolt over at have lært ham at kende. Menneskeligt er han rigtig dejlig, men hans faglighed er også på et utroligt højt niveau.

- Da Tornbjerg denne sommer udklækkede en masse studenter, der farede alle de unge mennesker hen til Georg, efter da havde fået huen på. Det gør de kun, fordi Georg har gjort noget godt, og han er utroligt elsket og værdsat blandt alle, der har samarbejdet med ham.

- Så at Georg ikke længere skal være i samme rolle er et kæmpetab for os. Der kommer selvfølgelig altid en nu, og jeg er helt sikker på, at det også nok skal blive godt. Men det er ikke noget, man bare kan gøre fra den ene dag til den anden. Det handler om erfaring og faglighed, så vi er kede af, at Georg er stoppet, for han har betydet sindssygt meget for vores unge mennesker, og man kan tydeligt mærke, hvor meget Georg brænder for det her. Han har gennem mange år været en ekstra medspiller, der har gjort os stærke. Og har man været på Tornbjerg Gymnasium en dag, hvor de unge mennesker bliver studenter, så er man ikke i tvivl om, at Georg Sveistrup er en sand Tornbjerg-legende, siger Tonny Hermansen.

Georg Sveistrup er ved siden af sit job som gymnasielærer også formand for Eliteidrætsgymnasierne i Danmark, og han har også sat pris på samarbejdet med OB, og han håber rigtig meget, at det fortsætter i den rigtige retning, selvom det desværre ikke længere bliver med ham ved roret.

- Der har i mange år været en fantastisk udvikling hos både OB og Tornbjerg Gymnasium. Jeg er formand for Eliteidrætsgymnasierne i Danmark, og vi sigter efter udvikling og et endnu stærkere samarbejde med klubberne. Udvikler vi os ikke, så afvikler vi, og det må vi ikke.

- Klubberne vil gerne opnå en så god licens som muligt, og der er det vigtigt med uddannelse; så der skal hjælp til. Derudover er jeg af den overbevisning, at fodboldspillere har bedre chancer for at lykkes på banen, hvis de tager en uddannelse. Det giver den en vished om, at de kan andet, og det giver dem en tryghed. Det har jeg erfaret gennem mine mange år i rollen, og der har været rigtig mange dygtige idrætsfolk igennem. Dem har jeg fulgt i mange år, og det vil jeg også gøre de næste mange år, slutter Georg Sveistrup.