Regnbuebind

13.08.2021 08:18

Ved vores to kommende hjemmebanekampe vil vi hylde mangfoldigheden og diversiteten ved blandt andet at spille med et regnbuefarvet anførerbind.

Fodbold er for alle – uanset køn, etnicitet, religion og seksualitet. Derfor fejrer vi mangfoldigheden og diversiteten, når vi pakker stadion ind i regnbuefarver til vores to kommende hjemmebanekampe.

Det er i samarbejde med DBU, Gjensidige Kvindeliga, Divisionsforeningen og Spillerforeningen, at vi sætter fokus på mangfoldighed og forskellighed i anledningen af WorldPride og EuroGames, der finder sted i Danmark fra den 12. – 22. august.

Som en del af hyldesten vil Jens Jakob Thomasen til vores hjemmekampe mod Silkeborg IF og Brøndby IF gå på banen med et regnbuefarvet anførerbind. Hjørneflagene på Nature Energy Park vil være i regnbuefarver, og på toppen af Barfoed Group vil der være et flag i regnbuefarver.

Vil du være med til at hylde mangfoldigheden og diversiteten, så kan du købe billet til kampene her.