12.08.2021 09:56
I OB støtter vi op om ”Ensomhedscharter 2021”, der er et tiltag fra Odense Kommune. Vi skal turde snakke højt om ensomhed, og alle mennesker fortjener at være en del af et fællesskab, hvor det aktive og sociale liv er i fokus.
I OB er vi drevet af fællesskabet, og når du tager på stadion, mærker du med rigtig stor sandsynlighed hurtigt, at du er en del af OB-familien. Vi har noget, vi er fælles om, og det kan vi dyrke alle ugens dage. Desværre er det ikke alle, der har et aktivt fællesskab at være en del af.
- Ensomhedschartret er en form for samarbejdsaftale mod ensomhed, og det henvender sig til alle, der har lyst til at være en del af dette vigtige arbejde. Alle aktører, lige fra den enkelte privatborger i Odense til virksomheder, foreninger, uddannelsesinstitutioner og handelslivet, er velkomne, og vi håber, at rigtig mange odenseanere vil slutte op om initiativet.
Sammen kan vi nemlig gøre en forskel, og sammen kan vi være medvirkende til, at færre i Odense oplever ufrivillig ensomhed.
Ensomhedscharter i Odense Kommune er bygget op om tre vigtige værdier:
- Vi skaber anledninger til at mødes
- Vi byder velkommen med hjertet
- Vi holder fast i hinanden
Jack Jørgensen, kommerciel chef i Odense Boldklub, er rigtig glad for, at vi som fodboldklub forhåbentlig kan gøre en forskel for en masse odenseaner udenfor fodboldbanen, og netop kampen mod ensomhed er netop noget af det, en tur på stadion kan være et godt redskab mod.
- Vi ved i OB, hvor fantastisk det er at være en del af et fællesskab. Ingen fortjener at være ensomme, og når vi har mulighed for at skabe opmærksomhed omkring et lokalt problem, som vi alle kan være med til at løse, så er det vores pligt at støtte op om det.
- En tur på stadion er på alle måder et af de perfekte redskaber til kampen mod ensomhed – særligt på den måde, som ensomhedscharter går til det på. En tur på stadion er en god anledning til at mødes, du bliver budt velkommen med hjertet af dine medfans, og vi har en fælles passion, når vi er til fodbold. Endelig holder vi fast i hinanden i fodboldfællesskabet, for efter en fodboldkamp siger vi altid vi ses – og aldrig farvel. Så vi er rigtig glade for, at vi kan være med til at belyse en lokal udfordring, som vi alle har et ansvar for at være med til at løse, siger Jack Jørgensen.
Næste gang du har muligheden for at dyrke fodboldfællesskabet på Nature Energy Park er på søndag. Her er Silkeborg IF modstanderen, og du kan sikre dig en billet til kampen på www.ob.dk/billet.