_DSC1960 copy

18.08.2021 14:03

Lørdag aften er der storkamp på Nature Energy Park, når Brøndby IF kommer på besøg, og Aron Elís Thrándarson håber, at mange stribede fans finder vej til tribunen.

Der er lagt op til et brag i Odense, når vi lørdag d. 21. august kl. 18.00 får besøg af Brøndby IF i 3F Superligaen. Det plejer at være ensbetydende med masser af tilskuere på tribunerne, og det er noget, vores islandske midtbanespiller, Aron Elís Thrándarson, er klar over, og noget han ser frem til.

- Jeg ser frem til kampen, og jeg forventer, det bliver en fed kamp med masser af liv. Jeg håber, der kommer rigtig mange fans, for de vil kunne se en intens kamp mellem to hold, der har brug for tre point. Vi har i hvert fald brug for dem, og vi går ind til kampen med ét for øje, og det er en sejr, siger Aron Elís Thrándarson.

I de seneste kampe har der været godt tryk på tribunerne, og at der er fans tilbage på tribunerne, det er i den grad noget, Aron Elís Thrándarson har bemærket.

- Det er helt fantastisk at have fans på tribunerne igen. Det gør det sjovere at spille fodbold, og det er fantastisk både at kunne se og mærke, hvor mange mennesker denne klub betyder noget for. Derfor er jeg også lidt trist over, at vi endnu ikke har vundet foran vores fans i denne sæson, så vi skal steppe op, og vi skal løfte niveauet. Det tror jeg på, vi gør, og jeg har en rigtig stor tro på, at vi kan slå Brøndby IF hjemme i Odense på lørdag.

- Fansene giver ekstra energi, og de skubber os spillere frem. Hvis du begynder at mærke, du er ved at være træt, så kigger du rundt på stadion, og så hjælper deres opbakning til, at man kan lidt mere, selvom man er helt flad for kræfter. Fansene har virkelig været gode, vi vil så gerne vinde foran dem, og jeg tror virkelig på, at det sker på lørdag, siger Aron Elís Thrándarson.

Vores islandske midtbanekriger var på grund af en skade ikke med i kampene mod F.C. København og FC Nordsjælland, men mod Silkeborg IF gjorde han comeback. I dag, onsdag, forsikrer han os om, at kroppen har det godt et par dage efter seneste kamp, hvor han spillede 75 minutter.

- Jeg har det godt, og jeg er rigtig glad for at være tilbage. Jeg var vildt ærgerligt over, at jeg missede to kampe, for det er vigtigt for mig, at jeg altid kan hjælpe holdet, og det er nemmere, når jeg er med på banen.

- Jeg trænede i hele ugen inden kampen mod Silkeborg, og i denne uge har jeg også trænet med på 100 %. Så der er intet galt, og det ser godt ud. Vi glæder os alle sammen helt vildt meget til lørdag. Vi møder de regerende danske mestre, så de er gode, men de hold er altid sjove at slå, og det er det, vi går efter; for det fortjener vores fans, siger Aron Elís Thrándarson.

Der er godt gang i salget af billetter til lørdagens kamp mod Brøndby IF, men hvis du ikke allerede nu har købt billet til kampen, så kan du gøre det her