20.08.2021 01:50
Lørdag begynder U19-ligaen for vores U19-mandskab, og efter en flot opstart er det en trup med høje ambitioner for den kommende sæson, der lørdag møder Vejle.
Lørdag den 21. august kl. 12:30, spiller vi sæsonens første kamp i U19-Ligaen, når det gælder en udebanekamp mod Vejle Boldklub i VB-parken. Ifølge vores U19-cheftræner, Kim Engstrøm, er vores U19-drenge godt rustet til den nye sæson efter en god opstart, som blev rundet af med en flot sejr ved den internationale ungdomsturnering Mladen Ramljak Cup i kroatiske Zagreb.
- Vi har haft en rigtig fin opstart, vi er blevet matchet rigtig godt i de seks kampe, vi har spillet. Vi har haft en super turnering i Kroatien, hvor vi har mødt fire forskellige stilarter. Her blev vi matchet på et meget højt niveau mod teknisk stærke spillere, samt landsholdsspillere fra nogle af de største klubber i Tyrkiet, Tjekkiet og Kroatien. Så det har været en super turnering dernede, og selvfølgelig gjorde det turen ekstra god, at vi vandt en så stærk turnering. Så jeg synes, vi står godt rustet til den opgave, der venter i løbet af efteråret, hvor Vejle er den første af slagsen.
I sidste sæson sluttede OB’s U19-drenge på en femteplads i turneringen, sæsonen inden blev det til et mesterskab, og i denne sæson er der også store ambitioner hos vores ældste akademimandskab
- Det vigtigste som U19-mandskab i OB er at udvikle spillerne, så de på sigt kan tage steppet op og blive en del af førsteholdstrup. De skal ikke bare op, de skal også kunne gøre sig gældende i 3F Superligaen, og det er vores absolut vigtigste opgave. Hvis man ser på den overordnede resultatmæssige målsætning, så er den hos os i OB, at vi skal i top seks med vores ældste Akademimandskaber. Internt på holdet vil vi rigtig gerne i top tre for at jagte et sæt medaljer, og det mener jeg helt bestemt er realistisk, hvis vi spiller op til vores bedste. Vi er meget bevidste om, at der er mange hold, der vil jagte medaljer, men vi synes selv, at vi har et hold, der kan gøre det.
- Hvis vi ikke lægger lidt pres på os selv, kan det også blive lidt en sovepude. Vi skal toppræstere i hver kamp, og det vil en ambitiøs målsætning medvirke til, at vi hele tiden minder sig selv om. Det er ældste årgang på Akademiet, og der må spillerne godt lære, at der er pres på, når man skal i kamp. Vi vil gerne have medaljer, og det melder vi ud nu, og så må vi se, hvor tæt vi kam komme på det, når sæsonen nærmer sig sin afslutning, siger Kim Engstrøm.
Lørdag starter U19-Ligaen som bekendt, og Kim Engstrøm ser frem til at komme i gang og få overført nogle af tingene fra opstarten til en kamp mod et hold fra højeste niveau i Danmark.
- Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med turneringen, for ligaen startede jo faktisk allerede i sidste weekend, hvor der var otte af de andre hold, der var i gang. Så for os handler det om at komme ud og komme i gang, overføre de ting vi blandt andet var gode til i Kroatien og få dem ført ud i livet mod et dansk hold; og et dansk hold vi på U19-niveau skal sammenligne os med. Vi er meget bevidste om, at den første kamp i en ny sæson altid er vanskelig, for man skal altid lige i gang, og man skal lige vænne sig til nogle ting. Vi ved dog, hvad vi er gode til som hold, og vi ved, hvad vi har været gode til her i opstarten, og det skal vi bygge videre på, siger Kim Engstrøm og fortsætter:
- Vi er meget bevidste om, hvad det er, Vejle kan og vil. Det har vi forberedt os så godt som muligt på, men vi har også en forventning om, at hvis vi leverer det, vi skal, kan vi vinde i Vejle, men igen; der er også en modstander, som vil vinde, så det er ikke bare givet at man tager de tre point, fordi vi selv har troen på det.
Kim Engstrøm snakker også om, hvad der kendetegner U19 truppen, de forcer som truppen besidder og nogle af de ting som skal fokuseres på i denne sæson.
- Vores styrke er, at holdet er et stærkt hold. Vi har nogle rigtig dygtige individualister, og vi er rigtig dygtige i den offensive del af spiller, så jeg er sikker på, at vi i denne sæson kommer til at lave rigtig mange mål. Vi skal som hold være stærkere defensivt, og vi skal arbejde hårdt med den defensive organisation. Vi har dog to af ligaens klart bedste målmænd, som kommer til at kæmpe om den ene plads. Når alt det er sagt, så er det holdet, der skal være i fokus, men vi skal også dyrke de individualister, som kommer til at være toneangivende og forhåbentlig kampafgørende for os, siger Kim Engstrøm.
Kampen mellem Vejle Boldklub og OB i U19 Ligaen spilles i VB-parken, og der er kampstart lørdag den 21. august klokken 12:30