06.08.2021 08:26

U19-drengene spillede tæt op med hjemmeholdet og turneringsfavoritterne fra Dinamo Zagreb i åbningskampen, hvor kroaterne trak det længste strå.

Mladen Ramljak Cup, Zagreb
Torsdag d. 5. august kl. 18.15
Dinamo Zagreb – OB 3-2 (3-1)
0-1 Jakob Breum (4.)
1-1 Ante Crnac (10.)
2-1 Ivan Saranic (16.)
3-1 Bartol Barisic (39.)
3-2 Jakob Breum (60.)

Kampens forløb:
Der ventede den på papiret mest vanskelige opgave for U19-drengene, da de torsdag aften mødte Dinamo Zagrebs U19-drenge i Mladen Ramljak Cup. Det er 18. år, turneringen afholdes, og hjemmefavoritterne fra Zagreb har vundet turneringen 12 af gangene, mens de tre gange har taget sølvet.

OB’erne gik dog til opgaven med tro på egne evner, og allerede efter 4 minutter ved fynboerne foran med 1-0, da Jakob Breum fra en spids vinkel sparkede bolden i kassen via hælen på den kroatiske keeper.

Herefter skruede hjemmeholdet op for tempoet, og seks minutter senere havde de således bragt balance i regnskabet. Dinamo Zagreb tog er hurtigt frispark, hvor de fangede OB lidt på hælene, og kort efter lå bolden nede i nettet. Scoringen fik ikke kroaterne til at træde på bremsen, og efter lidt mere end et kvarters spil var de foran. Det skete efter lidt klumpspil i feltet, der til sidst sluttede med et skud, der blev rettet af, hvorefter den gik i kassen til en kroatisk føring på 2-1.

OB fik efter de kroatiske scoringer spillet sig bedre ind i kampen, som foregik i et højt tempo, og lige inden pausen var Luca Kjerrumgaard tæt på at bringe balance i regnskabet, men afslutningen gik lige forbi stolpen, og på det efterfølgende angreb scorede Dinamo i stedet til 3-1, hvorefter dommeren fløjtede til pause.

I pausen blev der lavet et par justeringer og et par indskiftninger hos Striberne. Det ændrede dog ikke på tempoet i kampen, hvor der blev gået til den til trods for en ekstrem varme. OB var mest på bolden, og allerede efter et enkelt minut var netop indskiftede Tobias Augustinus-Jensen tæt på at reducere til 3-2, men det lykkedes ikke.

Det gjorde det til gengæld tyve minutter inde i anden halvleg ved Jakob Breum. Han var i fantastisk spillehumør, og han blev selv nedlagt 25 meter fra målet, så han blev tildelt et frispark. Et frispark han selv tog sig af, og det gjorde han på den bedst tænkelige måde, da han kanonerede bolden helt op i hjørnet til 3-2 bag en fuldstændig chanceløs målmand.

En fortjent reducering; og nu venter der 20 minutter, hvor der skulle presses på for udligningen. Den fik et forsøg, men det forblev lige ved og næsten, og dermed måtte er særdeles hårdt kæmpende OB-hold indkassere et snævert nederlag på 3-2 mod hjemmebanefavoritterne i åbningskampen.

Kommentar fra cheftræner Kim Engstrøm:
Stor ros til spillerne for at levere en stærk præstation mod en meget stærk modstander. Vi kommer rigtig godt ud til kampen, bliver banket tilbage i løbet af første halvleg, men vi spiller efterfølgende en super anden halvleg, hvor vi lige til det sidste holder kampen i live. Vi er ærgerlige over, de scoringer vi indkasserer, da vi sagtens kan gøre det bedre som hold i situationerne. Men vi skal lære af disse internationale kampe, hvor den mindste fejl bliver straffet. 

Hele holdet leverer en stærk arbejdsindsats, men hvis vi skal fremhæve nogle enkelte spillere, må man sige, Jakob Breum for alvor stemplede ind i turneringen allerede i vores første kamp med to scoringer og specielt en anden halvleg hvor han drev dæk med sin direkte modstander. Magnus Saaby var tilbage på sit gamle niveau på den centrale midt, hvor han virkelig satte sig igennem. Derudover spillede Aske Adelgaard en flot kamp på venstre back med mange stærke offensive samt defensive aktioner. 

Nu samler vi kræfterne, og så venter der endnu en stærk modstander fredag, hvor tyrkiske Fenerbahce venter kl. 16.30.

OB’s holdopstilling:
Marcus Alstrup – Mads Stistrup, Oliver Hansen, Jonathan Foss, Aske Adelgaard – Magnus Saaby, Jakob Jessen (Andreas Hother, 55.) - Noah Engell Christensen (Jakob Okkels, 40.), Max Ejdum (Tobias Augustinus-Jensen, 40.), Jakob Breum (Oliver Rooche, 73.) – Luca Kjerrumgaard (Charly Nouck Horneman, 55.)

Næste kamp:
Fredag d. 6. august kl. 16.30, OB – Fenerbahce, Mladen Ramljak Cup i Zagreb