17.12.2021 22:04
Akademichef, Tonny Hermansen, ser positivt tilbage på 2021, hvor vi har fået uddannet mange unge talenter, hvilket også er blevet bemærket af DBU.
Vi kan nu sætte punktum for endnu et fremragende år på akademiet. U15 blev danmarksmestre, vores førstehold er blevet præget af egenudviklede spillere, og vi har rekordmange spillere på ungdomslandsholdene.
- 2021 har været et år, hvor vi blev bekræftet i, hvorfor vi har store forventninger til os selv. Foråret er vel nok det bedste, vi har leveret resultatmæssigt nogensinde. U15 blev Danmarksmestre, mens U17 og U19 blev nummer fem i nogle meget tætte rækker.
- Efteråret har også været udmærket. U15 ligger nummer to og U17 ligger nummer fire, mens U19 går på vinterpause som nummer syv i et meget tæt midterfelt. Så alt i alt et godt år resultatmæssigt, siger Tonny Hermansen, der er akademichef i OB.
- Det vigtigste er at uddanne vores fodboldspillere. Vores ambition er at få så mange spillere som muligt op på førsteholdet. Det har vi blandt andet set i år med Jakob Breum, Robin Østrøm, Jonathan Khemdee, Mathias Brems og Magnus Nielsen. Og så får vi også Luca Kjerrumgaard op på førsteholdet til sommer.
- Derudover har vi aldrig haft så mange ungdomslandsholdsspillere, som vi har nu. Landsholdsmæssigt har efteråret været det bedste halvår, vi nogensinde har haft. Og det er vigtigt at få spillere på landsholdet, så de kan blive vist frem og uddannet, siger Tonny Hermansen.
Endnu flere akademimister på førsteholdet
Tidligere på året kunne du på ob.dk læse, at 40% af spilletiden på førsteholdet gik til egenudviklede spillere, og det er en udvikling, som vækker julelys i øjnene på akademichefen.
- Vi har haft mange fra både U19 og U17 oppe omkring førsteholdets træning og til reserveligakampene, så det er helt outstanding. Det gør også, at flere spillere ikke får nær så mange kampe, da de ofte er væk fra enten U19 eller U17 for at spille med førsteholdet.
- Jakob Breum har for eksempel kun spillet fem kampe for U19 denne sæson, på trods af at han er anfører på holdet. Men det er simpelthen fordi, han er så god, at han har været så meget med førsteholdet. Det er vi utroligt stolte af. Bare se ham mod Vejle, hvor han går direkte ind og scorer et fremragende mål. Alene Vejle-kampen var helt fantastisk set med akademiøjne. Fem af de seks mål blevet scoret af tidligere eller nuværende akademispillere, og så holdte HC buret rent.
- Vi har været utroligt stolte af den fremgang, vi så med Oliver Christensen. En akademispiller, der bliver solgt for et stort beløb til Hertha Berlin. Med det samme står bare en ny akademimålmand klar til at vogte buret på førsteholdet. Det i sig selv blåstempler jo det arbejder, vi laver. Det er vores fornemmeste opgave at gøre vores akademispillere klar til, at komme op på førsteholdet så hurtigt som muligt og sætte deres præg. Og det må man sige, at de har gjort i år, slutter Tonny Hermansen.